Sagen mod Strauss-Kahn tæt på at falde

Retssagen mod den tidligere IMF-topchef Dominique Strauss-Kahn er tæt på at falde til jorden, skriver avisen New York Times.
AF RITZAU FINANS

Unavngivne kilder i politiet siger, at den stuepige, som franskmanden angiveligt har udsat for et seksuelt overgreb og forsøg på voldtægt, har løjet under afhøringer, og der er store huller i hendes forklaring.

Selvom retsmedicinske prøver viser, at der har været seksuelt kontakt mellem Strauss-Kahn og stuepigen, så tror efterforskerne i sagen ikke på mange af de ting, som kvinden har fortalt om det formodede overgreb og hendes egen baggrund.

Siden sagen blev anmeldt til politiet den 14. maj, har kvinden løjet gentagne gange, siger en unavngiven kilde i politiet.

Svækket troværdighed

Højtstående personer fra anklagemyndigheden holdt torsdag møde med Strauss-Kahns advokater og har videregivet flere detaljer om deres opdagelser. Parterne diskuterer nu om straffelovsovertrædelserne i sagen skal droppes.

Politiet har blandt andet fundet problemer i forbindelse stuepigens asylansøgning og mulige forbindelser til kriminelle aktiviteter som hvidvaskning af penge og handel med narkotika.

Fredag morgen amerikansk tid skal anklagemyndigheden og forsvarsadvokaterne mødes i retten, hvor dommeren skal tage stilling til, om Strauss-Kahns husarrest skal ophæves.

Franskmanden bliver formentlig sat på fri fod, hvilket styrker formodningen om, at sagens mest alvorlige anklager bliver droppet.

Det formodes, at anklagemyndigheden vil fortælle dommeren, at efterforskerne oplever store problemer med sagen.

Narkotika

Ifølge to kilder i politiet havde stuepigen en telefonsamtale med en narkofængslet mand inden for det døgn, hvor hun skulle være overfaldet af Strauss-Kahn. Her diskuterede hun muligheden for at sagsøge franskmanden. Samtalen blev båndet.

Den fængslede mand, der er anholdt for at være i besiddelse af 180 kilo marihuana, er en ud af flere personer, der har indbetalt penge på stuepigens konto. I alt skulle hun have modtaget over 500.000 kroner i løbet af de sidste to år.

Det viser sig også, at kvinden hver måned betaler flere hundreder dollar i telefonregninger til fem forskellige selskaber. Hun hævder kun at have en telefon. Betalingerne er foretaget af hendes forlovede og hans venner, siger hun.

Kvinden har også fortalt, at hun i sin asylansøgning beretter om en tidligere voldtægt, men denne fremgår ikke i papirerne.

/ritzau/

Ritzau Finans

Strauss-Kahn: Jeg er uskyldig

IMF-chef: Det er et mareridt

Strauss-Kahn går af med øjeblikkelig virkning

IMF vil vide om Strauss-Kahn bliver i job

Strauss-Kahn risikerer 25 års fængsel

Hvem skal afløse Strauss-Kahn?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også