Strauss-Kahn: Jeg er uskyldig
Franskmanden Dominique Strauss-Kahn, som er tidligere chef for Den Internationale Valutafond, har erklæret sig ikke-skyldig i alle anklager under en retlig høring i New York.
Strauss-Kahn er tiltalt for voldtægtsforsøg og andre seksuelle overgreb mod en kvindelig hotelansat på et luksushotel i den amerikanske millionby.
Syv tiltalepunkter
Anklagemyndigheden har rejst i alt syv tiltalepunkter mod den tidligere så magtfulde mand, som indtil for en måned siden var favorit til at blive socialisternes kandidat ved præsidentvalget i Frankrig næste år.
62-årige Strauss-Kahn blev anholdt om bord på et Air France-fly i New York få minutter før afgangen mod Paris den 14. maj.
Politiet reagerede på beskyldninger fra en 32-årig stuepige om, at Strauss-Kahn tidligere samme dag havde forulempet hende på luksushotellet Sofitel.
Kvinden hævder, at Strauss-Kahn uden held forsøgte at voldtage hende, da han overraskede hende midt i rengøringen af hotelværelset. Efterfølgende blev hun angiveligt tvunget til oralsex af franskmanden.
Risikerer 25 års fængsel
Strauss-Kahn, som efter varetægtsfængslingen kastede håndklædet i ringen som IMF-chef, risikerer op imod 25 år i fængsel, hvis han findes skyldig.
Næste retsmøde i den opsigtvækkende sag finder sted 18. juli
RITZAU FINANS