Strauss-Kahn risikerer 25 års fængsel

Der blev i går rejst syv sigtelser mod chefen for IMF. Herunder anklager om voldtægtsforsøg og frihedsberøvelse.
Af RITZAU FINANS

Strauss-Kahn, chef for Den Internationale Valutafond (IMF), befinder sig i øjeblikket i fængslet Rikers Island i New York, efter at en domstol i byen mandag afviste at løslade ham mod kaution. Den 62-årige franskmand er sigtet for at have sexoverfaldet en 32-årig stuepige på luksushotellet Sofitel i New York, ifølge Ritzau.

BBC skriver på sin netavis, at der er rejst syv sigtelser imod ham, herunder anklager om voldtægtsforsøg og frihedsberøvelse. Forvandles sigtelserne til formelle anklager, og bliver han kendt skyldig i dem, er strafferammen op til 25 års fængsel.Dominique Strauss-Kahn kan derfor risikere at sidde i fængsel til han fylder 97 år.

Politiet siger ifølge BBC, at stuepigen udpegede Strauss-Khan blandt en gruppe mænd, der var stillet op på række.

Dommeren tillader ikke løsladelse uden kaution

Strauss-Kahns forsvarere forsøgte ellers at få IMF-chefen løsladt mod en kaution på en million dollar. Strauss-Kahn ville opholde sig hos sin datter frem til næste retsmøde på fredag, sagde forsvareren, men det sagde dommeren nej til.

Politiet anholdt Strauss-Kahn i søndags, da han ville forlade USA i et fly.

- Når jeg hører, at Deres klient var i lufthavnen og var ved at gå om bord i et fly, så rejser det visse bekymringer, sagde dommeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også