Sjøgreen: Junk-status er et bump på vejen

Moodys har givet FIH Erhvervsbank et slag på siden af hovedet ved at sende banken endnu længere ned af ratinglisten, erkender direktør Henrik Sjøgreen, men understreger, at banken først skal bestå prøven på kapitalmarkedet i 2012.
Foto: Tom Ingvardsen
Foto: Tom Ingvardsen

Det er langt fra en ønskeposition at drive bank med en rating i den nederste ende af kreditbureauernes ratingskala. Slet ikke når man står med et statslån på 50 mia. kr., der snart skal refinansieres.

Med meldingen om at Moodys nu nedgraderer FIH Erhvervsbank yderligere, er banken nu helt nede i junk-status, hvor investorerne kræver ekstra høj betaling for at købe bankens obligationer. En yderst alvorlig situation, hvis gælden skulle refinansieres nu, men det skal den ikke, understreger FIH-direktør Henrik Sjøgreen, der betegner den nye status som et bump på vejen mod genrejsningen af FIHs kreditværdighed.

Tid endnu

”På den korte bane betyder det ikke noget, fordi vi har den likviditet, vi skal bruge i 2011 og et langt stykke ind i 2012. På den mellemlange og den lange bane har det en betydning, for adgangen til funding og prisen på funding er afhængig af, hvilken rating man har,” siger han til FinansWatch med henvisning til, at en del af statslånet forfalder i 2012 og resten i 2013.

Moodys har valgt at sætte sin rating ned på en række banker i kølvandet på Amagerbankens kollaps. Det skyldes en lavere vurdering af statens vilje til at gå ind og støtte nødlidende danske banker. Effekten af bankpakke III har altså øjensynligt overrasket ratingbureauet, der dog ikke kun går op i støttemuligheder fra staten. Også støtten fra ejerne har betydning for bankernes rating. Og her håber FIH Erhvervsbank snart på at få kredit for sin nye ejerstruktur. Banken, der tidligere var ejet af den nu krakkede islandske bank Kaupthing, blev i starten af januar overtaget af et konsortium bestående af ATP, PFA, Folksam og CPDyvig.

Død islandsk mor

”Vi har i lang tid ikke haft support fra vores døde islandske mor. Vi tror og håber på, at vi vil få kredit for den ejerkreds, som vi har nu. Vi har fået et slag på siden af hovedet fra Moodys på grund af vægtningen af støtten fra staten. Til gengæld tror vi, at vi får et pænt nyk opad på grund af vores nye ejerstruktur med ATP i spidsen,” siger Henrik Sjøgreen.

Han peger på, at Moodys meddeler, at de lægger afgørende vægt på ATPs muligheder for at gå ind og støtte banken, hvis den skulle komme i problemer. Muligheder, der ser ud til at blive forbedret kraftigt med regeringens forslag om, at ATP gerne må være majoritetsaktionær i en bank. Han regner desuden med, at FIH via forbedrede resultater i 2011 også selv vil være med til at påvirke ratingen.

Arbejde hårdere

”Forudsætningen er stadig, at når vi skal ud at refinansiere i 2012, så skal vi have en bedre rating. Det er det, vi har lavet den nye strategi efter, og det er det, vi kører benhårdt efter. I den henseende er det her et bump på vejen,” siger Henrik Sjøgreen.

Han erkender, at man nu starter et skridt længere tilbage i sin vej mod en bedre rating, når det for alvor gælder i 2012.

”Der er det et spørgsmål om at smøge skorteærmerne en gang mere op og så arbejde endnu hårdere og sikre, at det ikke er tre nyk opad men fire, der leveres,” siger Hernik Sjøgreen.

FIH Erhvervsbank får junk-status

Moodys sænker ratingen for danske banker

Graven: ATP-udspil kan gavne rating

Graven og Sjøgreen klar med ny strategi

Regnskab: Massive nedskrivninger i FIH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også