Klumme: Bankerne er havnet i fornyet konkurrence efter seks måneder i et Guldlok-scenarie

Bankerne står bedre rustet end tidligere til at kunne forsvare sig mod kritik for høj indtjening efter et halvår med fornyet konkurrence, skriver Ole Mikkelsen, partner i Corporate Matters.
Ole Mikkelsen er partner i Corporate Matters. | Foto: Lone Rasmussen
Ole Mikkelsen er partner i Corporate Matters. | Foto: Lone Rasmussen
Af Ole Mikkelsen, partner i Corporate Matters

Bankerne har lukket regnskabsbøgerne for første halvår. Og det er sket med et lille smil på læben i de fleste hjørnekontorer i de danske banker. Årets første seks måneder er nemlig gået bedre for de fleste, end de selv forventede ved årets begyndelse.

Hele syv banker har allerede været ude med glade nyheder om, at det er gået bedre end ventet. Danske Bank, Spar Nord, Sydbank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Skjern Bank og Kreditbanken har nemlig løftet forventningerne til resultatet for hele 2024.

Danske Bank skrev i slutningen af juni, at: “Opjusteringen skyldes den fortsat stærke kreditkvalitet af udlånsporteføljen og forventningen om, at der vil blive foretaget en mindre tilbageførsel af nedskrivninger i 2. kvartal 2024.” Oversat til dansk betyder det, at Danske Banks kunder betaler renter og afdrag på lån til punkt og prikke. Og det betyder, at nogle af de penge, som banken har sat til side til mulige tab på udlån, nu kan føres tilbage og optræde som en indtægt i regnskabet.

Første halvår 2024 kan betegnes som et Guldlok-scenarie for de danske banker. Ikke for meget, ikke for lidt, men lige tilpas af de ingredienser, der giver nogle endog meget solide resultater. Nul tab på udlån, fortsat pæn rentemarginal og fin udvikling i dansk økonomi. Det er de ingredienser, der skal til for at skabe gode resultater i bankerne. Den første ingrediens var den primære årsag til, at Danske Bank løftede sine forventninger til årets resultat med 1 mia. kr., så det nu ventes at lande mellem 21 og 23 mia. kr. 

Et mere troværdigt forsvar

Det er selvsagt ikke beløb i den størrelsesorden, som de andre banker har meldt ud. Den lille Kreditbanken i Aabenraa har løftet sine resultatforventninger med næsten 20 pct. og dermed procentvis markant mere end Danske Bank. Aabenraa-banken begrunder også sin opjustering med lavere nedskrivninger end forventet.

Syv banker har indtil videre løftet resultatforventningerne til hele året, men der kan komme flere, når bankdirektørerne kommer hjem fra ferie i begyndelsen af august, og tallene for første halvår præsenteres for bestyrelsen. Til den tid er regnskabssæsonen allerede skudt i gang. Dansk Bank åbner ballet den 19. juli - midt i industriferien - hvor de fleste har trukket stikket til nyhedsstrømmen. Nordea med hovedsæde i Finland er allerede klar 15. juli. De øvrige banker venter typisk til kalenderen viser august.

Politikere og forbrugerrepræsentanter vil måske igen benytte lejligheden til at kritisere bankerne for at tjene for mange penge, men svaret på den kritik kan være stærkere og mere troværdig denne gang. Markedslederen Danske Bank har nemlig besluttet sig for ikke længere at sidde på hænderne, men er gået offensivt ud med produkter og priser, der har tvunget de øvrige markedsdeltagere til at reagere. Det gælder fx tilbud om markant billigere boliglån. Danske Bank har også meldt ud, at den vil øge markedsandelen blandt mindre og mellemstore virksomheder. Begge dele skærper konkurrencen på markedspladsen - til glæde for bankkunderne.

Danske Bank lægger på ingen måde skjul på, at banken efter ti års ørkenvandring i alskens problemer nu er et andet sted. Adm. direktør Carsten Egeriis skriver i en sommerhilsen på LinkedIn: “Efter nogle svære år, hvor vi har arbejdet hårdt for at adressere tidligere fejl og forseelser, er vi nu tilbage i en position, hvor vi kan fokusere fuldt ud på vores kunder og de muligheder, der ligger foran os. Og den energi, der frigives ved dette fokusskifte, er til at tage og føle på både i og uden for banken.”

De øvrige banker har haft nogle måneder til at fordøje den nye konkurrencesituation. Det bliver derfor interessant at læse deres halvårsregnskaber i august. Hvilke svar har de på den nye konkurrencesituation? Vil de præsentere nye og offensive tiltag?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Flere stramninger af loven om hvidvask har øget bødestraffen. | Foto: Tariq Mikkel Khan

NSK og Nordea strides om lovgivning

Læs også