Nykredit forundret over Moody’s

Det er en forundret koncerndirektør Søren Holm, der er taget til London for at tale med Moody’s om ratingbureauets negative analyse af Nykredit. (opdateret)
Foto: Unspecified
Foto: Unspecified

Torsdag aften satte det magtfulde ratingbureau Moody’s Nykredit på "negativt watch", der er niveauet før en egentlig nedgradering. Det betyder dyrere funding, og vækker ikke ligefrem begejstring hos koncerndirektør Søren Holm, der er taget til London for at drøfte sagen med Moody’s.

”Vi er forundret over det, der er sket. For det er kommet som lyn fra en klar himmel. Det skal selvfølgelig i deres kontekst ses i sammenhæng med, at alle andre banker i forvejen er på negativt watch. Så det hænger nok sammen med det,” siger Søren Holm til FinansWatch.

Nykredit i fare for nedgradering

Mærkelig timing

Moody’s har sat både Nykredit Realkredit som Nykredit Bank på listen over selskaber, som man overvejer at nedgradere. Det skyldes blandt andet bekymring for indtjeningen i realkreditforretningen, hvor Nykredit sidste år fik nej til at hæve bidragssatserne efter købet af Totalkredit. Samtidig har man et negativt syn på udviklingen på det danske boligmarked.

”Vi ser meget mere positivt på det. Vi mener, at Moodys har et meget bagudskuende syn på verden. Huspriserne har jo rent faktisk stabiliseret sig, økonomien har stabiliseret sig og vores tab falder, så timingen er meget mærkelig,” siger Søren Holm.

”Jeg har meget svært ved at forstå rationalet for at nedgradere os på realkreditten. Selvfølgelig har vi haft tab under krisen, men generelt har vi klaret det pænt, så vi er forundrede over, hvordan man kan have det syn. Man kunne godt få fornemmelsen af, at det her skyldes, at dansk realkredit ser meget anderledes ud, end det gør mange andre steder. Vi har meget lave bidrag i forhold til andre lande, men vi har også lave tab, og det virker som om, at man i den her analyse primært har fokus på det første,” siger Søren Holm.

Har taget tabene

Det negative syn på bankforretningen skal ifølge ham ses i sammenhæng med et generelt negativt syn på de danske banker.

”Moody’s mener, at danske banker er meget forgældede og tjener for lidt i forhold til sammenlignelige banker i andre lande.”

Han har dog svært ved at genkende Moody’s vurdering at, at Nykredit skulle have en negativ udvikling i lånebogen

”Vi har jo købt Forstædernes Bank, hvor der har været store nedskrivninger, men på de her erhvervsengagementer har vi på nuværende tidspunkt nedskrevet med 50 pct. Så jeg kan med sikkerhed oplyse, at risikoen for, at vi skal nedskrive yderligere er mere end begrænset. Vi har taget det, der skal tages, så man vil snarere se, at der kommer lidt den anden vej,” siger Søren Holm.

Dyrere lån

Han peger desuden på, at andre store pengeinstitutters rating er påvirket positivt af, at de vurderes som ”too big to fail”.

”Eftersom Nykredit er landets største udlåner, virker det relativt sandsynligt, at vi bliver inkluderet. Det er både godt og ondt. Det gode er, at det bliver tydeligt, og det onde er, at vi skal betale ved at have noget ekstra kapital,” siger Søren Holm med henvisning til det arbejde, der i øjeblikket foregår på europæisk plan for at identificere, hvilke banker, der er så vigtige, at man ikke vil lade dem gå ned, og de derfor skal leve op til ekstra kapitalkrav.

Han vil ikke på nuværende tidspunkt spekulere i, hvad Moody’s pessimisme på Nykredits vegne kommer til at koste i form af dyrere funding.

”Det kan man ikke gøre op nu. Hele den danske sektor er på negativt watch. Det er lettere at udtale sig om, om tre måneder, når man ved, hvor alle de danske banker rent faktisk ligger. Det er ikke kun et absolut spil, men også et relativt spil,” siger Søren Holm.

”Men selvfølgelig er det dyrere at låne penge, når man har en lavere rating. Sådan er det."

Moody's fra pinlig til grundig

Moody’s på besøg i danske banker

Basel: Tre nøk oven i hatten til de største banker

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også