Max Bank i kapløb for livet

Sydsjællandske Max Bank skærer ned på udlånet i én vis fart. Med det nuværende tempo kan banken dog ikke lukke sit indlånsunderskud i tide. Adm. direktør Henrik Lund kigger derfor på både fusions- og andre nedskæringsmuligheder. Banken vil ikke kommentere på, om man er på Finanstilsynets problembank-liste.

Der skal store udlån af bøgerne i en vis fart. Indlånskroner skal hentes i et krævende marked. Og samtidig skal organisationen skæres til, så den passer til en noget mindre indbringende lånebog.

Alt sammen inden 2013, hvor Max Bank skal aflevere 3,3 mia. statsgaranterede kr. i likviditet og 230 mio. kr. fra kernekapitalen tilbage til staten – foruden hvad der ellers måtte løbe af bøgerne.

Banken førtidsindfriede kort ført halvårsregnskabet 0,3 mia. kr. hentet med den individuelle statsgaranti.

Derfor har banken iværksat en plan, der i løbet af i løbet af fire måneder har skåret 150 mio. kr. af udlånet, mens indlånet er steget med 200 mio. kr.

Regnskab: Rødt Max Bank-halvår langt fra nedskæringmål

Svære udlån

”Ved starten af andet kvartal satte vi gang i plan 2013, der skal indsnævre hullet mellem ind- og udlån, og samtidig påvirke solvensen positivt ved at bringe udlånet ned. Og i andet kvartal har vi nedbragt forskellen med 350 mio. kr. Så det har været positivt. Så vores eksterne fundingbehov er faldet markant, og det er den proces, vi vil fortsætte med hen mod 2013,” siger Max Bank-direktør Henrik Lund til FinansWatch.

Banken har nu et indlånsunderskud på 1,8 mia. kr. Hvis det skal fjernes alene ved at bringe indlån op og udlån ned, vil det tage banken ca. 21 måneder, hvis man kan holde det meget høje tempo, man er startet i, hvor der altså er i gennemsnit er blevet høvlet 88 mio. kr. af indlånsunderskuddet om måneden.

Max Bank reklamerer for tiden med indlånsrenter på op til 4,25 pct., hvilket er blandt landets absolut højeste.

Men det bliver hverken nemt at få flere indlån, eller komme af med udlånet, lyder det fra Henrik Lund, der derfor må skære yderligere ned på den fysiske forretning.

Kan I holde tempoet?

”Det tror vi godt på, vi kan, ja. Det tror vi på. Men man kan jo regne ud, at både det at tiltrække indlån og reducere udlån er udfordrende, fordi der er andre, der forsøger det samme. Indlån er der mange, der mangler, og på udlånssiden er det ikke bare ligetil at afsætte det, man gerne vil af med. Men vi har en køreplan nu, og indtil videre er det vores forventning, at vi kan gennemføre den,” siger Henrik Lund og fortsætter:

”Ud over, at det er udfordrende at gennemføre, er det ikke noget der siger, at vi ikke kan gøre det her. Men det er det lange, seje træk.”

Nedskrivningssmerter

Lund peger i stedet på, at bankens grundlæggende drift lige nu så god ud, og at det næsten udelukkende er de store lån man har givet til erhvervsejendomme, der smadrer regnskabet ned i et tungt minus på 76 mio. kr. før skat.

”Et underskud af den størrelsesorden er selvfølgelig utilfredsstillende. Men hvis du splitter driften op, så kan du jo se, at indtjeningen på bankdriften er fornuftig. Og det er jo det, der fremadrettet skal berettige banken. Men nedskrivningerne er på for højt niveau,” siger Lund og peger på, at privatkunderne har det forholdsvis godt.

”Nedskrivningerne kommer ikke fra privatkunderne i noget særligt højt niveau, men derimod fra et mindre antal erhvervskunder med relation til erhvervssektoren. Det drejer sig om ca. 80 pct. af nedskrivningerne.”

Banken har tidligere meldt ud, at man vil koncentrere sig om erhvervskunder fra lokalområdet. Henrik Lund kan dog ikke sige, om de ramte erhvervsudlån ligger inden- eller uden for den sydsjællandske hjemstavn.

Kigger på bankpakke-fusion

Han gør samtidig klart, at man ikke bare kan forvente at den underliggende drift fortsætter med at hjælpe til i det nuværende niveau, hvor man regner med et positivt bidrag på 80-100 mio. kr. om i år.

Det bliver vel sværere at holde et godt driftsresultat hvis I skal konkurrere på indlån og skære ned på udlånet?

”Jo. Det er selvfølgelig rigtigt. Men 2013-planen er jo også derfor en kombination af de to ting, og så en række driftsmæssige initiativer. For det er jo klart, at der ligges pres på driften, når udlånene bliver neddroslet. Man vil blive tvunget til at lave de nødvendige driftsmæssige tiltag for at imødegå den reduktion i udlånet, der kommer,” siger Henrik Lund, der derfor også er åben overfor at finde en stærkere partner under en af den kommende Bankpakke IV’s modeller. Men også kun én.

”Vi vil holde os langt væk fra Bankpakke IV’s afviklingsdel, for så er aktionærernes værdi jo tabt, men fusions- og likviditetsvinklen vil vi da være interesseret i. Vi meldte jo ud i forbindelse med fusionen med Skælskør, at vi også i fremtiden godt ville kunne se os selv i en meningsfyldt fusion. Så det er en mulig vej at gå – men slet ikke en vej, vi har taget nogen beslutning om at tage.”

Max Bank-aktien handler i dag omkring kurs 7,50, svarende til mindre end 1,5 pct. af værdien da banken toppede lige over kurs 500 før krisen.

"Det eneste, vi kan sige"

Er I under skærpet tilsyn fra Finanstilsynet?

”Det eneste jeg vil sige med hensyn til tilsynet er, at vi har – og hele tiden har haft – et positivt samarbejde med Finanstilsynet. Og det er det eneste, vi kan sige.”

Så I opfatter ikke jer selv som under skærpet tilsyn?

”Det har vi ingen kommentarer til.”

Tidligere:

Max Bank: Strategiplan på rette spor

Max Bank førtidsindfrier obligationslån

Frank Aaen spår Max Bank-krak

Max Bank styrtdykker på fondsbørsen

Småbanker i store kursfald efter Fjordbank-krak

15 banker på kant med tilsynsdiamanten

Banker beholder kontroversielle lån

Max Bank: Liste gør hverdagen vanskeligere

Avis: Fem banker står svagere end Roskilde Bank før krak

Regnskab: Max Bank taber mens indlånsgabet vokser

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også