Ingen is med chokolade i Sydbank

Karen Frøsig aflagde i sidste uge sit første årsregnskab som øverste chef i banken. Læs her om topchefens dag.
Foto: Andreasen Carsten
Foto: Andreasen Carsten

Karen Frøsig afløste sidste år Carsten Andersen som adm. direktør hos Sydbank. Og i sidste uge var det så første gang, at den jurist-uddannede Frøsig skulle tegne butikken på en årsregnskabsdag.

Karen Frøsig, det var første gang, du stod med ansvaret i forbindelse med et årsregskab. Aktien dykkede efter I sendte regnskabet på gaden – var det fordi I ikke havde kommunikeret præcist om, hvad markedet skulle forvente?

”Jeg synes bestemt, vi havde kommunikeret ordentlig og fornuftigt ud. Men der er jo grænser for, hvad du kan kommunikere ud, da tingene skal ud via fondsbørsen. Markedet var skuffede over vores 4. kvartal, men vi havde sådan set ikke muligheden for at melde noget ud om det, før den dag, hvor vi gjorde det”.

Ud over rampen

Hvordan var årsregnskabsdagen for dig? Var det en særlig dag for dig?

”En regnskabsdag er en spændende dag for virksomheden, hvor man er spændt på, hvordan det opfattes af markedet, det som vi sender på gaden. Det er sådan en dag, hvor tingene kommer ud over rampen, hvor der kommer noget afklaring, så det er sådan en dag, man glæder sig til”.

Godt lide kommunikationen

Pludselig var det dig, der var i centrum – hvordan var det?

”Jeg har jo haft nogle måneder, hvor jeg har kunnet vænne mig til det. Og jeg har jo også været ansvarlig for regnskaber før, både halvårsregnskabet og kvartalsregnskabet. Men jeg kan godt lide at kommunikere regnskabet. Jeg kan selvfølgelig ikke kommunikere med alle på sådan en dag, så jeg er glad for, at vores CFO og vicedirektør også hjalp mig og tog deres del af slæbet, bl.a. ved at tale med analytikere”.

Mange traditioner

Er det også en særlig dag for medarbejderne i banken, tror du?

”Ja, det er jeg sikker på, fordi årsregnskabet er jo et vidnesbyrd om, hvordan året er gået. Det er en dag, der knytter sig mange traditioner til. Bestyrelsen samles, der skal sendes informationer ud til medarbejderne i hele landet, meddelelse til fondsbørsen. Og dagen efter mødes jeg så med alle medarbejderne i Sydbank-salen for at knytte nogle ord til regnskabet, mens regionsdirektørerne rundt omkring i landet informerer derude”.

Også fine historier

Er det så en slavisk gennemgang af tallene, eller mere en pep-talk til organisationen?

”De fleste af vores folk er jo godt velbevandrede ud i tal, så jeg behøver ikke at gennemgå og forklare tallene, men de vil godt have ledelsens kommentarer til årsrapporten. Ofte er det jo sådan, at pressen, og nogle gange også analytikerne, vælger den lidt negative vinkel i forbindelse med et årsregnskab. Så gælder det for os som ledelse at fortælle medarbejderne, at der altså også gemmer sig mange fine historier i de 12 måneder, vi har lagt bag os”.

Kun solidt

Fejrer i det så, at I har sendt et årsregnskab på gaden?

”Det gør vi kun, hvis det er noget ekstraordinært flot. Så plejer vi at give en is med chokolade på. Men det er altså kun, når noget er rigtig godt. Og regnskabet i sidste uge var solidt, men det berettigede ikke til, at vi gav is”.

Og så i seng

Var det så en hård dag for dig sidste onsdag?

”Det er da en af de hårdere dage. Den starter med møde med formandskabet kl. 08.00, så er der bestyrelsesmøde en time efter og derfra kører det bare slag i slag med at tale med TV, radio, journalister fra dagblade og nyhedsbureauer. Og der skal tales med analytikere, så man er meget på den dag. Jeg tror, at jeg talte med de sidste analytikere lidt før klokken 19 og så tog jeg hjem. Fik noget at spise. Og så i seng,” siger Karen Frøsig.

Regnskab: Sydbank skuffer i 4. kvartal

Frøsig: Ikke voldsomme tab på landbrug

Frøsig: Glem fusion med Jyske Bank

Sydbank tilbage til gamle nedskrivnings-dyder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også