FinansWatch

Sydbank tilbage til gamle nedskrivnings-dyder

Sydbanks topchef Karen Frøsig lægger ikke skjul på, at banken er glad for at finanstilsynet igen giver mulighed for, at bankerne kan ”lægge lidt ekstra til side”.

Sydbank-aktien får en hård medfart på børsen her i timerne efter at Karen Frøsig og co. har fremlagt regnskabet for 2010. Særligt de overraskende store nedskrivninger i fjerde kvartal er blevet skidt modtaget af markedet.

Overraskende

”Udviklingen i 4. kvartal 2010 er påvirket af en af banken anlagt mere forsigtig vurdering af nedskrivninger på visse bankudlån. Stigningen er således ikke et udtryk for en forværring af kreditboniteten. Herudover afspejler niveauet den realøkonomiske situation,” er den nøjagtige ordlyd fra regnskabet i henhold til de overraskende store nedskrivninger.

På det efterfølgende pressemøde forklarede Karen Frøsig, at nedskrivningerne skal ses som et udtryk for, at banken er vendt tilbage til ”gamle dages” konservative kreditvurdering. Og her nævnte Karen Frøsig specifikt, at man var vendt tilbage til tiden før 2007.

Talt om det tusind gange

Spørgsmålet er så, om banken fremadrettet anlægger en ny måde at kreditvurdere på, eller om banken blot er inspiceret af den nedskrivningsmetode som Amagerbankens nye ledelse har benyttet af i forbindelse med oprydningen i den nu krakkede bank.

”Nej, når jeg nævner 2007, så er det fordi, og det har vi talt om tusinde gange i den her bank, at i 2007 pålagde finanstilsynet os at tilbageføre hensættelser. Populært sagt kan man sige, at vi ikke måtte gemme noget i sparebøssen, når vi lavede nedskrivninger. Det har vi altid ærgret os over, for det syntes vi sådan set var en fin måde at gøre det på,” siger Karen Frøsig og fortsætter.

Lægger lidt oveni

”Og vi vil sådan set godt tilbage til det, fordi det er en konservativ og god tankegang. Så tænkte vi, i forbindelse med udarbejdelsen af det her årsregnskab, at vi lægger lige lidt oveni på nedskrivningsfronten. For der er aldrig nogen, der skal være i tvivl om, at vi ikke nedskriver nok,” siger topchefen til FinansWatch.

Så I kører reglerne til grænsen i forhold til størrelsen af Jeres nedskrivninger?

”De nye regler ramte os tilbage i 2007. Der skulle være det, der hedder OIV, objektiv indikation af værdiforringelse, for at man kunne nedskrive på ting. Det var meget matematisk. Men nu giver også tilsynsmyndighederne mulighed for, at vi kan anlægge det mere gammeldags syn på vores nedskrivninger og ja, den fleksibilitet vil vi gerne udnytte,” siger Karen Frøsig til FinansWatch.

Vil være moderne

Så Jeres nedskrivninger handler om, at I godt vil være helt sikre på, at I har nedskrevet nok, mere end det handler om en lånebog med flere tvivlsomme engagementer end forventet?

”På pressemødet var der en journalist, der kaldte det for et lidt kedeligt regnskab, og det er sådan set rigtigt nok. Og det er vi egentlig glade for, at det er sådan. I krisetider er der andre dyder, der gælder, der er ikke så meget spræl og ballade. Jeg vil godt sikre stabilitet og soliditet i banken, ingen skal være i tvivl om, at vi har styr på tingene. Det er mig nærmest magtpåliggende, at vi skal være umoderne i den forstand, at vi skal have orden i eget hus ved at vi eksempelvis holder omkostningerne i ro. Det er jo den slags, vi prædiker over for vores kunder, at de må holde lidt igen, så må vi også selv gøre det,” siger Karen Frøsig.

Mindre bil

Så I tager Jeres egen medicin?

”Ja, hvis du eksempelvis blev arbejdsløs, så vil en af vores rådgivere, hvis du var kunde hos os, sige til dig, at du må tænke lidt over, hvor meget du går i byen, og at du måske kunne finde en mindre og billigere bil. Og når vi siger sådan, så skal vi også gøre det samme selv,” siger Frøsig.

Mere fra FinansWatch

"Køb nu, betal senere"-virksomhed tilbyder rentefri kreditter på 30.000 kr. uden detaljerede kredittjek

DE GRATIS KREDITTER: For at få en kredit uden renter på 30.000 kr. hos Anyday skal man ikke vise lønsedler eller give adgang til bankkonto. Et kredittjek mod debitorregistre og en reservation på en tiendedel af beløbet er nok. Anyday mener, at virksomhedens måde at kreditvurdere kunder på er sikker, og at det ikke lokker kunder i uføre. Dog tager virksomheden open banking-teknologi i brug i det nye år for at blive bedre.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs