Nordisk slagsmål om Wikileaks

Et krav om erstatning er på trapperne mod Nets efter at betalingsformidleren har afbrudt virksomheden DataCells overførsler til Wikileaks. Erstatningskravet kan blive i millionklassen, siger DataCells CEO, Andreas Fink, til FinansWatch.

Når det sidste papirarbejde er klar fra advokaternes side, vil det islandske hostingfirma DataCell, som arbejder for Wikileaks, indgive et krav om erstatning til Teller, der efter pålæg fra Visa har lukket for betalinger til Wikileaks. Teller er en del af Nets-koncernen, der rummer det tidligere PBS.

Og det er ikke småpenge, der er tale om, siger DataCells CEO, Andreas Fink, til FinansWatch.

”Det kan løbe op i millioner af euro. Det afhænger af, hvor lang tid, suspensionen vil fortsætte,” siger han.

Undersøgelse færdig

Teller blev tidligere i december pålagt af Visa at lukke for forbindelsen, herefter har Teller gennemført en undersøgelse, der skulle vise, om DataCell har handlet i uoverenstemmelse med Visas regler. Undersøgelsen, der nu er afsluttet, konkluderer, at DataCell har brudt sig mod regler, det oplyser Tellers informationschef Anders Bigseth til FinansWatch.

”At de har handlet i uoverenstemmelse med reglerne, hænger sammen med den kontrakt, de har indgået med os. De har selv opgivet, at deres virksomhed er dataprocessering og computerprogrammering, men langt senere bliver vi opmærksomme på, at de laver donationer til Wikileaks. Kontrakten er ikke indgået med tanke på, at DataCell skal behandle donation,” siger han.

Det har ikke noget at gøre med samarbejdet med Wikileaks? Det er det, at de laver donationer?

"Ja, de har sagt noget til os, og i praksis gjort noget andet", siger han.

Anders Bigseth understreger, at det skete efter et pålæg fra Visa, og at Teller nu afventer Visa i forhold til, hvad der nu skal ske med DataCell.

Men hvis DataCell laver en ny ansøgning, hvor de skriver, de også vil behandle donationer, vil de så kunne overføre til Wikileaks?

"Så må de certificeres som en serviceprovider og godkendes af Visa", siger han.

Afventer Visa

Men det giver Andreas Fink ikke meget for.

”Jeg mener, at Visa presser Teller til at disconnecte os, og Teller jagter bare en undskyldning, de kan bruge. Der står ikke noget i vores kontrakt om, at vi ikke skulle kunne behandle donationer til tredjepart. Vi har tjekket, appendikser og alt ting. De jagter undskyldninger,” lyder det fra Andreas Fink.

Han har ingen problemer med at overføre penge til Wikileaks.

”I vores øjne gør Wikileaks intet ulovligt. De er måske ikke i USA's interesse, men det er en anden historie, og så længe Wikileaks ikke er blevet dømt eller har gjort noget ulovligt, må vi opfatte det som lovligt,” siger han.

Nordisk slagsmål om Wikileaks

Wikileaks-sympatisører angriber storbank

Storbank frygter Wikileaks-afsløring

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også