Nets/Teller kvæler Wikileaks

Islændinge vil sagsøge dansk-norsk firma for at standse pengestrøm til Wikileaks.
AF PETER VOERGAARD, epn.dk

Det har ikke været muligt for bidragsydere at donere penge til whistleblower-organet Wikileaks i mere end to uger.

Betalingsgiganterne Visa og Mastercards har nemlig bedt det dansk-norske selskab Nets/Teller, som står for pengeoverførslen, om at lukke for pengestrømmen fra brugerne i Skandinavien.

Men det huer ikke Wikileaks islandske betalingsleverandør, Datacell.

Overvejer søgsmål

Det oplyser den norske avis Dagens Næringsliv. Datacell overvejer nu at sagsøge Nets/Teller.

”Det, vi er blevet udsat for af Teller, er ubeskriveligt. Søgsmålet vil blive indgivet inden juleaften,” udtaler Olafur Sigurvinsson, som er direktøren for Datacell over for Dagens Næringsliv.

Nets/Teller er en sammenlægning af norske Nordito AS, moderselskabet for BBS og Teller, og holdingselskabet bag danske PBS.

Skjult motiv

Det islandske selskab vil sagsøge Nets/Teller, fordi firmaet uden at kunne dokumentere, at Wikileaks har gjort noget ulovligt, har spærret for kredittkortbetalinger til Wikileaks.

Ifølge Olafur Sigurvinsson er Tellers valg mistænkeligt. Da Wikileaks lukkede den 7. december, modtog whistleblower-organet 130.000 bidrag fra sympatisøgere, fortæller direktøren.

"Det er jo oplagt, at denne handling fra Teller har frataget Wikileaks muligheden for store indtægter. Men jeg spørger mig selv om grundlaget. Så vidt vi kan se, har vi ikke har gjort noget galt. Jeg synes det er opsigtsvækkende, at et norsk selskab optræder som en politisk aktør på vegne af Visa," udtaler Datacell-direktøren over Dagens Næringsliv.

Erkender sin rolle

Hos Nets bekræfter pressechef Søren Winge overfor den danske it-side ComON, at det er Nets/Teller, der har håndteret relationen til Wikileaks islandslandske partner.

Det er også korrekt, at Nets blev bedt om at afbryde engagementet af Visa, og at man førte denne anmodning ud i livet, forklarer han til ComOn.

Denne artikel er produceret af FinansWatchs samarbejdspartner epn.dk

Finansrådet bekymret for cyberkrig

Eksperter advarer banker om hackere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også