Vestjysk-formand tier om retningen for ny redningsplan

Det store spørgsmål omkring Vestjysk Bank er, hvilke muligheder der egentlig er tilbage, efter et salg i første omgang er faldet til jorden. Formanden holder kortene tæt til kroppen. (Opdateret)

Vestjysk Bank orienterer om, at et salg i første omgang er faldet til jorden, og at man nu indleder en ny fase i forhold til Lemvig-bankens langsigtede ejerskab.

Men formanden skriver ikke meget i meddelelsen om, hvad der er tilbage af muligheder .

Steen Hemmingsen, hvad har I af muligheder tilbage, der ikke allerede er forsøgt her i salgsprocessen?

”Som vi skriver, så er der nye kapitalkravsregler på vej, som gør det vigtigt, at vi forholder os til vores nuværende og fremtidige solvensniveau. Vi konstaterer så, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at gennemføre et salg, og derfor skriver vi også, at vi overvejer en fortsat balance-reduktion. Banken har gjort et dygtigt arbejde med at reducere balancen i 2013, og det arbejde vil fortsætte, ligesom vi samtidig overvejer en yderligere konvertering af statslig hybrid kernekapital, ligesom vi også gjorde det i oktober,” siger han og fortsætter:

”Vi vil også drøfte, om der kan være andre aktiver, vi kan sælge fra, men der er vi ikke endnu. Fordi vi ikke har haft den drøftelse med vores rådgivere. Resultatet af den undersøgelse, vi har iværksat, den er ikke helt på plads endnu, men vi føler, vi skal informere markedet. Men det er klart, at vi i bestyrelsen må drøfte, hvilke yderligere muligheder vi ser. Men vi er ikke der, hvor vi synes, vi kan melde noget yderligere ud på nuværende tidspunkt”.

Du siger I måske kan sælge andre aktiver fra, hvad tænker du på der udover jeres udlån?

”Det vil jeg ikke ind på, hvad det kunne være. Vi skal først drøfte de ting internt.”

Du har som formand skullet varetage alle aktionærernes interesser. Men de er vel ikke nødvendigvis ens. Staten, som, storaktionær, vil gerne ud og have en løsning på en ”problembank”, mens de private aktionærer vel ikke har nogen form for hastværk?

 ”Der har været en tæt kontakt og samarbejde mellem både vores rådgivere og statens finansielle rådgivere. Naturligvis med respekt for at vores rådgivere skal varetage alle aktionærers interesser. Men jeg har ikke oplevet, at der har været problemer i det.  Derudover vil jeg sige, at det ikke er sikkert, at situationen kan stilles sådan op, som du gør det. Men svaret på det er jo, at vi har valgt at have egen rådgiver, som jo må tage hensyn til, hvis der måtte være sådanne udfordringer. Jeg mener også at have hørt, at staten tænker og agerer som enhver anden aktionær i den her sag”.

Hvornår er der fundet en langsigtet løsning i forhold til Vestjysk Bank?

”Det kan jeg slet ikke sige noget om. Aktuelt opfylder banken de lovmæssige krav til solvens og likviditet, og vi har en fornuftig basisindtjening, ligesom vi ser, at ledelsen og medarbejderne arbejder energisk hver dag til trods for alle skriverierne og udfordringerne. Men det er klart, at vi skal have aflagt et årsregnskab, som vi plejer at gøre i første kvartal. Og det går vi så småt i gang med, ligesom vi afventer, at tilsynet kommer på besøg. Så må vi ligesom tage det derfra og vurdere hvilke yderligere tiltag, vi skal sætte gang i.”

I skriver, at et ” salg på nuværende tidpunkt vil skulle ske til væsentlige lavere værdier set i forhold til den bogførte værdi af bankens aktiver”. Kan du uddybe det? Var buddene så lave at ikke kun egenkapitalen måtte holde for, men også andre kapitaltyper?

”Vi taler slet ikke om kapitalen i meddelelsen. Men det er klart, at en køber nok vil lægge nogle vurderinger af de fremadrettede nedskrivninger ind i buddet, som ville påvirke værdiansættelsen. Og det skyldes jo risikoprofilen i bankens udlån. Men der er ikke antydninger af det kapitalmæssige og heller ingen beløbsstørrelser i meddelelsen,” siger Steen Hemmingsen til FinansWatch.

 

 

Venstre skuffet over Corydon-svar om Vestjysk-salg 

Corydon: Vi sælger ikke Vestjysk for en slik 

Storaktionær: Svært ved at se os købe del af Vestjysk 

V-politiker håber pengemænd kan købe lokale dele af Vestjysk

Her er nøgletallet der giver bejlerne til Vestjysk nervøse trækninger 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også