Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Finanssektoren er ved at få øjnene op for, hvor betydningsfuld god ledelse og gode ledere er for virksomhedens succes. Det er ikke et sekund for tidligt, skriver Peter Jensen fra FU i denne klumme.
Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu
Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu
Af Peter Jensen, chefkonsulent på Finanssektorens Uddannelsescenter

Vi vil kun rådgives af en uddannet og certificeret bankrådgiver. Vi vil kun have ordnet bilen af en uddannet mekaniker. Vi vil kun opereres af en uddannet læge. Men det virker, som om der har været en lidt mere lemfældig tilgang til at lade ikke-uddannede ledere lede. Der er dog en positiv bevægelse i gang.

I den offentlige sektor har man i årevis arbejdet med at udvikle kvaliteten og effektiviteten i løsningen af kerneopgaverne. De har indset, at det starter og slutter med udvikling af ledelseskvaliteten, og derfor stiller man i den offentlige sektor mange steder tydelige krav til lederne. 

Det kunne finanssektoren lære af. For både god og dårlig ledelse gør en kæmpe forskel. I almindelighed og i særdeleshed i en tid med masser af forandringer, stigende kompleksitet og stor uforudsigelighed. Der er stadig mange ikke-uddannede ledere i sektoren, og det undrer os. 

En bevægelse og øget investering

Heldigvis ser vi en positiv forandring. Der er en bevægelse i gang, hvor mange organisationer stiller krav om uddannelse til deres ledere.

Vi ser en vækst i investering i uddannelse og udvikling på ledelsesområdet. Antallet af deltagere skyder i vejret på udviklingsforløb til både potentielle ledere, nye ledere og erfarne ledere. Mange af vores hold er fyldte, og der er ventelister. 

Vi ser også, at flere vælger at gennemføre udviklingsforløb internt i deres organisationer. Det er tegn på en sektor, der værdsætter gode ledelse. En positiv udvikling, der – som vi ser det – skyldes flere forhold.

Stigende krav til lederne

Ledelsesopgaven og lederrollen i den finansielle sektor har gennemgået betydelige forandringer i de seneste år og er stadig i bevægelse. Tidligere var opgaven lineær, primært fokuseret på at lede forretningen og driften. I dag er kompleksiteten langt større.

Der er større behov for og fokus på ledernes evne til at eksekvere på strategi og indsatser. Forandringer er blevet en endnu større del af hverdagen, og ledere skal nu navigere i f.eks. regulering, digitalisering og bæredygtighedsinitiativer. 

Der er krav om ledelse af diversitet og mangfoldighed, og nye generationer af medarbejdere stiller højere og dermed helt andre og større krav til ledelse. 

I konkurrencen om de dygtigste talenter skal ledere skabe et miljø, hvor medarbejdere kan trives og udvikle sig. Det er ikke længere tilstrækkeligt at tilbyde en god løn.

Ledelse i dag – også i finanssektoren – handler altså om mere end bare at drive en god drift og forretning. Det handler om at skabe en kultur, der fremmer innovation, samarbejde og individuel og kollektiv udvikling og vækst.

Ledelse som fag

Derfor skal lederne udvikle sig. Ledere af ”den gamle skole” er ikke længere tilstrækkelige. Ledelse er et fag, der kræver konstant læring, tilpasning og vedligehold på samme måde som de finansfaglige områder. 

Mange af de temaer og tendenser, som har betydning for nutiden og fremtidens ledere, var slet ikke på tapetet for bare få år siden. Nogle af emnerne var helt utænkelige. Derfor er fremtidens ledere ikke nødvendigvis dem med den mest fag-faglige viden. Nutidens ledere er dem, der kan facilitere udvikling og hjælpe andre med at lykkes. 

Det kræver nysgerrighed, læring og evnen til at tilpasse sig en konstant foranderlig verden. Det kræver, at ledere og organisationer ser ledelse som lederens fag. Et fag, de hele tiden skal være nysgerrige på og søge at blive dygtigere til. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også