Per Grønborg, Danske Banks mangeårige analytiker på bankområdet, er skeptisk i forhold til de opkøbsambitioner, som mange af ledelserne i de største nordiske banker har. Ikke fordi at han fundamentalt ikke tror på værdien af opkøb og værdien af fusioner, men man skal bare sørge for at lave dem inden for landets grænser.

”De nationale konsolideringsmuligheder er stort set udtømte og cross boarder-tankegangen er mindre velkomment set med aktiemarkedets øjne,” siger Per Grønborg i et interview med FinansWatch.

Hvorfor kan investorerne ikke lide opkøb på tværs af landegrænserne?

”Generelt har det været sådan blandt bankerne i Norden, at når en ledelse har lovet, at den kan skære i omkostningsbasen i en national fusion, så har erfaringerne været, at de lovede synergier er kommet i hus. Men det er anderledes med cross-boarder-fusioner, fordi de ofte er mere drevne af en målsætning om at sælge mere. Her skal bankerne ud og øge deres toplinje og de synergier er markant sværere at vurdere, gennemskue og høste. Og derfor betaler markedet mindre for dem,” siger Per Grønborg.

Mange ting at justere

Hvorfor er det sværere på tværs af landegrænserne?

”Overordnet set så er problemerne to ting. Der er store forskelle på de rent juridiske og skattemæssige forhold i de nordiske lande. Så på produktsiden, primært pensions og opsparingsprodukter, skal man justere rigtig mange ting, fordi produkterne simpelthen er forskellige alt afhængige af hvilke skattemæssige og juridiske regler, du skal operere under. Så er der også hele IT-delen, hvor bankerne også kører forskellige systemer på tværs af landene,” siger Per Grønborg.

Han forklarer, at de synergier man har set på de store nationale bankfusioner, der har omkostnings-reduktionerne været på distributionssiden, altså at man har indskrænket antallet af filialer og dermed skåret i medarbejderantallet.

”En god tommelfingerregel er, at der kan skæres 40 pct. af den mindste banks omkostningsbase, hvis man fusionerer to banker i et land. Men når du fusionerer på tværs af landegrænserne, så er den besparelse i bedste fald 10-15 pct.,” siger han.

IT-udgør typisk 20 pct. af en banks omkostninger, hvor halvdelen af disse så allokeres til udvikling . Så når man fusionerer to banker, så kan man spare den ene banks udviklingsomkostninger bort.

”Men igen er problemet, at hvis du laver købet i et andet land, så kan du ikke lave samme omkostningsreducerende manøvre,” siger Per Grønborg.

Leveres synergierne?

Men der er vel eksempler på, at fusioner på tværs af landegrænserne har været succesfulde. Hvad med Nordea – de står da i en utrolig gunstig position i dag?

”Den fusion blev først for alvor en succes, da modvinden kom i 2007. Fra 2001 og de følgende par år havde Nordea store udfordringer med at få høstet de nødvendige synergier og levere tilstrækkelig med værdi til aktionærerne,” siger Per Grønborg.

Men er det så ikke bare den klassiske historie om, at aktiemarkedet nogle gange er for utålmodigt. Men at det godt kan svare sig at være tålmodig?

”Du kan have ret i, at aktiemarkedet ofte er en hård arbejdsgiver. Men én fugl på taget er ofte mere attraktiv end ti på taget, og reelt taler vi ofte om det samme antal fugle i hånden og på taget. Problemet er, at ikke blot er synergier mindre ved fusioner på tværs af landegrænserne, bl.a. p.g.a. jura og skattemæssige ting, men det er også ofte sværere at få et reelt billede af, om de lovede synergier leveres inden de tidsrammer, der er lovet” siger Per Grønborg.

Kostede svenske ejere dyrt

Endelig stiller Per Grønborg sig kritisk overfor, i hvor høj grad en bank har en konkurrencemæssig fordel, når den går ind i et nyt land.

”Typisk ser man banker være mindre rentable ude end hjemme i de gode år, og endnu værre har de seneste år vist, at man ofte ender med at blive ramt betydligt hårdere på indtjeningen, når konjunkturerne vender. Den værdi der er skabt ved interntional ekspansion i de gode år ser man ofte bliver mere end tabt i nogle få dårlige år, hvor den nye forretning - ofte langt væk hjemmefra - bliver stresstestet af makroøkonomien. Ender bankerne ikke alt for ofte som kroniske underperformere, hvis de tror på, at de skal ud og vise styrke i nye lande? Skal investorerne belønne det, når historikken viser noget andet,” spørger Per Grønborg retorisk og fortsætter.

”Tag de svenske banker i Baltikum? Vidste de, hvad der skulle til for at få succes på de markeder? Nej, der vel igen tvivl - i bogklogskabens klare lys - at kreditekspansionen var alt for stor og alene kunne lade sig gøre fordi udlånet kunne finansieres fra hovedkontoret i Stockholm. Det endte med at koste de svenske ejere rigtig mange penge. Men nu har de måske lært lektien, nu er deres banker i de lande muligvis at betegne som hjemmemarkedsbanker? Men næste gang de skal længere østover, så tror jeg, at markedet vil have en mere sund skepsis,” siger Per Grønborg til FinansWatch.

Sultne storbanker på forgæves jagt

Dåbsattester og hjælpepakker bremser bankbryllupper

Kapitalfonde dømmes ude af bankkonsolidering