Bernstein: Danmark står over for store økonomiske udfordringer

Nationalbankdirektøren vurderer, at det bliver svensk og tysk økonomi, der skal trække Danmark frem i de kommende år.

Nationalbanken forudser, at dansk økonomi vil opleve et moderat økonomisk opsving de kommende år. Det fremgår af Nationalbankens nye prognose. Nationalbankens direktør, Nils Bernstein, siger, at opsving i Tyskland og Sverige skal være med til at bære Danmark frem.

"Danmark står over for betydelige økonomiske udfordringer. Vi har hidtil ført en meget ekspansiv finanspolitik, men den skal nu erstattes af stigninger i privatforbruget, erhvervsinvesteringerne og eksporten, hvis det økonomiske opsving skal blive selvbærende. I vor nye prognose regner vi med, at denne omstilling kan lykkes, bl.a. på baggrund af den gode økonomiske udvikling i Tyskland og Sverige, der understøtter den danske eksport," siger Nils Bernstein i en kommentar til Nationalbankens prognose.

Direktøren understreger dog, at gældskrisen i Europa fortsat skaber stor usikkerhed om udviklingen i den internationale økonomi.

"Usikkerheden om udviklingen er fortsat stor. Sandsynligheden for, at økonomien skuffer i forhold til forventningerne, er formentlig større end chancen for, at det går bedre," siger han.

Han ser behov for konsolidering af de offentlige finanser i en lang periode fremover. Om det langsigtede vækstproblem vurderer Bernstein, at den danske konkurrenceevne vil afhænge af udviklingen i lønkonkurrenceevnen.

"Vi ved endnu for lidt om årsagerne til, at Danmark i en årrække har haft en meget svag udvikling i produktiviteten. Under alle omstændigheder vil eventuelle tiltag som f.eks. investering i uddannelse, forskning og udvikling være længe om at slå fuldt igennem på produktiviteten. På kort og mellemlangt sigt vil mulighederne for at styrke væksten derfor i høj grad afhænge af, om vi kan opnå en tilfredsstillende udvikling i lønkonkurrenceevnen. Reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft, vil ikke blot styrke de offentlige finanser, men vil også bidrage til en afdæmpet lønudvikling og derigennem øge konkurrenceevnen og beskæftigelsen," siger Nils Bernstein.

Bernstein: Banker skal ruste sig til tiden uden statsgaranti

Bernstein uenig med bankerne: Behov for nationale regler

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også