Anders Dam: Fantastisk nytårsgave fra Løkke

Jyske Banks topchef Anders Dam jubler over dagens reform-varsel fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, som han over for FinansWatch kalder en gave til danskerne.
Foto: Kristian Sæderup
Foto: Kristian Sæderup

I kæmpe annoncer i landets dagblade, lægger statsminister Lars Løkke Rasmussen op til markante reformer af det danske velfærdssamfund. Udmeldinger, der flere steder bliver tolket som starten på et opgør med den omdiskuterede efterløn. Og udsigten til reformer vækker begejstring hos Jyske Banks topchef, Anders Dam.

”Når vi erhvervsledere tager rundt på konferencer og den slags, så er det den slags her, som vi taler om. At vi står over for meget, meget store udfordringer i det her land. At det er uholdbart med et stort fald i den private beskæftigelse, at den offentlige sektor er vokset til dobbelt størrelse over de sidste 40 år. Og måske allerværst, at cirka halvdelen af alle danskere er på overførselsindkomst. Det går bare ikke. Derfor er jeg utrolig glad for, at statsministeren tager hul på en debat, som er utrolig afgørende for det her land,” siger Anders Dam til FinansWatch.

Den bedste gave

”Jeg vil faktisk sige, at det her er den bedste nytårsgave Lars Løkke Rasmussen kan give den danske befolkning. At han tilsyneladende er villig til at gøre noget ved de strukturelle udfordringer, som kan vokse sig til meget alvorlige problemer, hvis vi ikke handler,” siger Anders Dam.

Han erklærer sig fuldstændig enig i den situationsbeskrivelse, der kommer til udtryk i annoncen.

”Jeg er 100 pct. enig i, at det Danmark har brug for er reformer. Vi skal have skabt 250.000 nye job, primært i den private sektor, i de kommende 7 år for bare at følge den gennemsnitlige vækst i OECD. Kun hvis det sker, så har vi råd til at bevare den offentlige sektor, som vi kender den i dag. Så det er altafgørende, at der kommer reformer,” siger Anders Dam til FinansWatch.

”Men vi skal undgå, at det fuser ud i inflation, fordi vi ikke lykkes med at få øget arbejdsudbuddet,” tilføjer han.

En minister, der vil rykke

Men tror du så, at der reelt kommer til at ske noget nu på reformfronten?

”Jeg har jo ingen konkret viden om, hvad han vil gøre, men jeg gætter på, at det her kan ses som et tegn på en statsminister, der nu vil rykke. Og det er meget glædeligt”.

Hvorfor tror du, at det sker det nu?

”Det ved jeg ikke, men som jeg ser det, så har vi haft en regering, der har formået at køre landet nogenlunde sikkert gennem den værste krise i mange, mange år. Og jeg tror også personligt på, at vi får et noget stærkere økonomisk opsving i 2011, end mange regner med,” siger han.

Han peger på, at behovet for at øge arbejdsudbuddet i Danmark var endnu større for nogle år siden, da der var mangel på arbejdskraft.

"Så dengang var der virkelig behov for reformer. Nu er situationen en anden, men behovet er sådan set ikke mindre, fordi vi har en demografisk udvikling, der gør, at der skal ske noget i forhold til at øge arbejdsudbuddet, under alle omstændigheder hvis man ønsker at bevare det nuværende velfærdsniveau,” siger Anders Dam.

Bernstein: Danmark står over for store økonomiske udfordringer

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også