Nordea fyrer op til 650 i Danmark

Så kom der omsider tal på, hvad Nordeas omfattende ændring af organisationen betyder på medarbejdersiden. 500-650 medarbejdere skal afskediges. Banken håber på naturlige afgange. (Opdateret 11.47)
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Nordea skal igang med en omfattende sparerunde, hvor medarbejderstaben i alt skal reduceres med 2.000 medarbejdere ud af et samlet medarbejderantal på i alt 34.000.

Det skriver Nordea i en pressemeddelelse.

"Det er aldrig nemt at øge effektiviteten. Men vi handler proaktivt ud fra en stærk position. Ved at tage skridt til at øge lønsomheden tidligt kan vi bedre sikre vores gode rating, konkurrencedygtige funding og dermed vores muligheder for at tilbyde kunderne produkter og serviceydelser til den rigtige pris. Alternativet – at vente og se – er ikke en mulighed," siger Christian Clausen, Nordeas koncernchef ifølge en pressemeddelelse.

Vil handle tidligt

I samme pressemeddelelse understreger banken, at det er ambitionen at fastholde sin placering blandt de bedste banker i Europa, også efter den nye regulering af finanssektoren.

"De øgede omkostninger, der følger af reguleringen, vil skabe udfordringer for alle banker. Nordea har besluttet at handle tidligt for at sikre sin stærke fundingposition og sine gode kunderelationer. Det forudsætter, at Nordea øger sin egenkapitalforrentning ved at forbedre omkostnings- og kapitaleffektiviteten og begrænse væksten i risikovægtede aktiver. Som led i disse planer er der indledt forhandlinger med fagforeningerne i de fire nordiske lande om at reducere antallet af medarbejdere," står der i meddelelsen.

Vil fastholde omkostningsniveauet

Nordea gør opmærksom på, at banken tidligere har informeret om sine ambitioner under de nye globale krav til kapital, likviditet og omkostninger.

"Vurderingen er, at de bedste banker i Europa vil opnå en egenkapitalforrentning på ca. 15 pct., og det er Nordeas ambition at være i den gruppe. I kvartalsrapporten for 2. kvartal 2011 blev det meddelt, at banken i efteråret “iværksætter planer for at begrænse omkostningsvæksten i sidste del af 2011 og derefter fastholde omkostningerne stort set uændret”.

Banken skriver, at den i dag har indledt forhandlinger med fagforeningerne om at reducere antallet af medarbejdere i Nordea.

"For at nå den forventede omkostningseffektivitet og lønsomhed skal antallet af medarbejdere i 2011 og 2012 reduceres med ca. 2.000, heraf 500-650 i hhv. Danmark, Finland og Sverige og 200-300 i Norge. Nordea har i dag ca. 34.000 ansatte," skriver banken i meddelelsen.

Flere besparelser på vej

Banken tilføjer, at det er målet at nå en stor del af reduktionen i medarbejderomkostninger ved naturlig afgang og frivillige aftaler.

"Tidsforløbet for de formelle forhandlinger med fagforeningerne varierer fra land til land, og alle processer forventes at være afsluttet i november".

Nordea slutter meddelelsen af med at skrive, at banken vil fortsætte med andre tiltag for at øge omkostnings- og kapitaleffektiviteten i løbet af efteråret og vender tilbage med skøn for omkostningsbesparelser og omstrukturerings­omkostninger.

Udsigt til færre hænder i Nordea

Nordea har øjnene stift rettet mod omkostningerne

Finansforbundet: Bankerne for passive over for pressede banker

Finansansatte anklager Nordea-chef for dobbeltmoral

Overblik: Læs alt om Nordeas regnskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også