Finansansatte anklager Nordea-chef for dobbeltmoral

Christian Clausen siger i dag, at alle usunde banker nødvendigvis må gå ned. Finansforbundet minder Nordea-chefen om, at staten reddede Nordea i 90'erne. (Opdateret)

Nordea-chefen Christian Clausen har smidt fløjlshandsken i dag i Børsen, hvor han i direkte toner siger, at de banker, der ikke kan stå selv, ja de må nødvendigvis gå ned via Bankpakke III. Det er et synspunkt, der er i direkte modstrid med eksempelvis meldingen fra Lokale Pengeinstitutter, der mener at politikerne med Bankpakke III har smadret danske bankers muligheder for at hente funding i udlandet og dermed reelt truer dansk bankvæsen.

Men i en pressemeddelelse fra Finansforbundet, fagforening for de ansatte i finanssektoren, skyder formanden Kent Petersen igen mod Christian Clausen, som han indirekte anklager for at være dobbeltmoralsk.

”I stedet for at lade disse banker gå ned, så ville det være en bedre forretning for samfundet, at staten træder til med kapital. Det var jo akkurat det, den svenske stat gjorde i 90'erne, da Nordea var i vanskeligheder - og den beslutning tror jeg ikke, hverken svenskerne eller Christian Clausen er kede af i dag", siger Kent Petersen, formand for Finansforbundet.

Også de sunde kan få problemer

Han erklærer sig dog principielt enig med Clausen.

"Jeg er enig i, at vi ikke for enhver pris skal holde liv i alle banker. Det skal vi naturligvis ikke, men det her handler om, at også sunde og veldrevne banker kan komme i problemer. Det skyldes, at funding-markedet er frosset til, og selv de bæredygtige banker kan have svært ved at tiltrække kapital,” siger han ifølge meddelelsen.

Han henviser til, at man skal se bankernes rolle i et bredere perspektiv, end blot kigge på om en bank kan stå på egne ben eller ej.

”Finanssektoren har en væsentlig rolle som motor for vækst - en vækst, som Danmark har så stor brug for. Og når for eksempel en bank i et lokalsamfund må dreje nøglen om, så bremser det typisk væksten i lokalområdet. Og det betyder så tab af arbejdspladser ikke bare i banken, men også i de virksomheder, der ikke længere har en bank i ryggen. Derfor har staten en interesse i at holde hånden under de sunde men trængte banker, og sektoren selv har et ansvar for at gøre andet end bare at vente på at plukke godbidderne, når en bank kommer ud af vaskehallen i Finansiel Stabilitet," siger Kent Petersen.

Nordea: Lad de svage banker dø

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også