Venstre-ordfører: Kampen mod hvidvask er langt fra slut

FORNUFT ELLER REGELTYRANNI: Det vil være en fejl at kaste et stort fiskenet af nye regler og påbud af sted, uden sans for hvad der rent faktisk virker. Ny regulering skal være skarp og præcis, og politikerne skal lytte til sektoren, skriver Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, i dette debatindlæg.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF TORSTEN SCHACK PEDERSEN, FOLKETINGSMEDLEM OG ERHVERSORDFØRER I VENSTRE

Danmark skal have det mest effektive system til bekæmpelse af hvidvask. Organiserede kriminelle skal ikke kunne rense deres hænder for økonomisk svindel.

Først og fremmest bør vi slå fast, hvorfor vi skal gøre alt i vores magt for at bekæmpe hvidvask. Økonomisk kriminalitet har en enorm omkostning for vores samfund. Hvidvask muliggør ulovlig tilegnelse af statsmidler, finansiering af organiseret kriminalitet og alvorlig korruption. Vi taler om penge, der går til terrorisme og slyngelstater.

De seneste år har desværre vist, at udvalgte pengeinstitutter har ridser i lakken. I de mest højtprofilerede sager har der været adskillige alarmklokker, som burde ringe tidligere. Tilsynet og kontrollen har haft behov for en gevaldig overhaling.

Et stærkt hvidvasksekretariat

Vi er nået langt. Med Venstre ved roret sikrede vi en strammere kontrol af den finansielle sektor og flere ressourcer til de relevante myndigheder. Begge dele var nødvendigt.

Et resultat af den mere håndfaste kontrol er en styrkelse af pengeinstitutternes hvidvaskbekæmpelse. Finanssektoren har taget deres samfundsansvar til sig, og oprustet gevaldigt i indsatsen mod hvidvask. Det fortjener anerkendelse og ros fra politikkerne og befolkningen.

Det er derfor bekymrende, hvis myndighederne ikke kan følge med den store stigning i underretninger om mistænkelige transaktioner. Hvidvasksekretariatet skal stå stærkt i kampen mod hvidvask. Når sager ligger og samler støv kan forbrydere fortsætte deres ulovlige aktiviteter.

Langt fra slut

Derfor er indsatsen på hvidvaskområdet også langt fra slut. Spørgsmålet er, hvordan vi indretter systemet, så myndigheder- og pengeinstitutters samarbejde glider så effektivt som muligt. Vi skal løbende gøre os nye erfaringer og se på hvad der virker. Indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering må ikke blive en papirtiger og bureaukratisk kaos. Regler skal give mening. Nyttesløse indberetninger og bureaukrati må ikke blive en del af ligningen. Indsatsen skal være effektiv, håndfast og målrettet.

Konkret ligger der et stort potentiale i at udvikle tværgående IT-infrastrukturløsninger til hvidvaskbekæmpelse. Lige nu foretager Nationalbanken en indledende undersøgelse af fordelene ved et fælles system for transaktionsmonitorering. Et lignende system kender vi fra både Holland (TMNL) og Storbritannien (JMLIT-samarbejdet). Sideløbende fremdriver pengeinstitutterne innovation på området gennem prædiktive algoritmer og forbedrede IT-systemer.

Politikkernes ansvar ligger i at komme med målrettede løsninger, der giver mening. Det vil være en fejl at kaste et stort fiskenet af nye regler og påbud af sted, uden sans for hvad der rent faktisk virker. Ny regulering skal være skarp og præcis. Det får vi kun ved at lytte til finanssektoren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også