Søvndal: Bankerne har jo kolossale overskud - især Nordea

SF´s formand mener også lønningerne er høje i bankerne. "Det er der da en række muligheder for at se på – uden at de af den grund kommer til at lide af sult". Sådan siger SF´s Villy Søvndahl ovenpå præsentationen af S og SF´s 2020-plan i går.
Foto: Hougaard Niels
Foto: Hougaard Niels

Knap 40 pct. af S og SF´s store skatteomlægning i partiernes 2020-plan kommer fra den finansielle sektor. I kroner og øre er der tale om en 24 mia. kr. stor skattemanøvre, som den røde blok vil gennemføre, hvis den vinder det forestående valg.

Hvis planen Fair Løsning bliver gennemført vil det ramme indtjeningen hos primært bankerne og pensionskasserne, skriver dagbladet Børsen.

Sektoren advarer om, at de ekstra omkostninger, som rød blok vil påføre virksomheden, helt automatisk vil blive væltet over på forbrugerne.

"Ved at pålægge bankerne flere omkostninger kan det ikke undgås, at regningen går videre til kunderne i form af højere priser og mindre udlån. Det vil ramme arbejdspladser og dermed samfundet," siger Jørgen Horwitz, direktør i Finansrådet, der får opbakning i det synspunkt af Jesper Kirstein, der er selvstændig finansrådgiver.

Et af de konkrete tiltag i den røde plan er et skattesmæk til bankerne på 2 mia. kr., penge der direkte skal bruges til at renovere folkeskolen.

"Bankerne har jo nogle kolossale overskud. Især Nordea, men også Danske Bank. Det er jo fantastiske summer, de har i overskud. Og i øvrigt også ret fantastiske lønninger. Det er der da en række muligheder for at se på – uden at de af den grund kommer til at lide af sult," siger han og afviser, at regningen til bankerne i sidste ende ender hos den almindelige bankkunde.

"Nej, hvis det var sådan, at bankerne opererede med underskud, og lønningerne var på niveau med et almindeligt folketingsmedlems, så kunne man frygte, at de ville kigge andre steder hen. Der er noget af skære af – uden at man er i nærheden af at skære ind til benet," uddyber Villy Søvndal.

Udover den direkte beskatning vil S og SF også hente 4 mia. kr. i skatter på aktiehandel.

"Aktieomsætningsafgiften vil indbringe langt mindre end forventet, og den vil udhule pensionsopsparingerne. Samtidig viser erfaringerne fra Sverige, at jobbene inden for kapitalforvaltning bare flytter et andet sted hen," siger Jørgen Horwitz.

Banker: S-SF-plan er selvmål

Pensionsbranchen skyder rødt skatteforslag ned

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også