Tørke på boligmarkedet presser dansk realkredit

Et dødt boligmarked rammer de danske realkreditinstitutters forretningsgrundlag i et omfang, som ikke er set siden, at man begyndte at indsamle tal for udlån for mere end 15 år siden. (Opdateret)
Foto: AXELSEN SANNE VILS
Foto: AXELSEN SANNE VILS

Der spejdes efter kunderne i de danske realkreditinstitutter, der på ny må erkende, at nettoudlånet til de danske boligejere er ekstremt lavt. Fortsætter tendensen året ud, ender nettoudlånet i 2011 på det laveste niveau siden 1995, hvor man begyndte at indsamle statistikken.

Det fremgår af de tal for tredje kvartal, som branchen netop har offentliggjort. Mens bruttoudlånet udgjorde 39,2 mia. kr., var nettoudlånet på 5,6 mia. kr.

Forbruggertillid dykkede

"Så sent som torsdag så vi, at Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator tog endnu et dyk i negativ retning. Boligejere er også forbrugere, og når man oplever usikkerhed holder man på pengene, udsætter købet af huset og venter med at igangsætte boligforbedringer. Nettoudlånet på 5,6 mia. kr. er ekstremt lavt, så realkreditudlånet i 2011 bliver et af de laveste i statistikken historie, " siger direktør i Realkreditforeningen, Karsten Beltoft, i en pressemeddelelse.

Samtidig viser tallene, at den attraktive kurs på 4 pct. obligationerne ikke har fået boligejerne til at skifte deres variabelt forrentede lån ud med fastforrentede. Der er dog fremgang i variabelt forrentede lån med en lidt længere bindingsperiode, ligesom tendensen, hvor boligejerne skifter de fastforrentede lån ud med variable lån er stoppet. Mængden af fastforrentede lån faldt kun med 0,4 mia. kr. mod 3,3 mia. kr. i samme periode sidste år.

Historisk lave

"De korte renter er historiske lave, og rentetilpasningslån er fortsat meget populære. Vi ser nu en tendens til, at der er størst fremgang i rentetilpasningslån med lidt længere bindingsperiode, da den største stigning er foregået med rentetilpasningslån med bindingsperioder på 1 til 5 år. Det er en tendens, jeg godt kunne forestille mig, at vi også vil se ved decemberauktionerne, dvs. flere vælger et profilskifte, som binder renten for flere år ad gangen,” siger Karsten Beltoft.

(Opdateret 09.11)

 

Blomberg: Løsningen er en længere refinansieringsperiode

Engberg: F1-lån er op til det enkelte institut

Populært lån splitter dansk realkredit 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også