Låneafslag er virksomhedernes egen skyld

Dårlig forberedelse og manglende villighed til selv at bidrage med finansieringen er ifølge rådgivere og flere organisationer årsagen til, at mange virksomheder får afslag, når de møder op i banken.
AF STEFAN SINGH KAILAY, finanswatch@finanswatch.dk

Banksektoren har fået på puklen for at være skyld i en kreditklemme, der bremser væksten hos især mindre og mellemstore virksomheder. Afslagene kommer ofte, når virksomhederne er dukket op i banken med hatten i hånden for at finansiere drift eller vækst.

Men ifølge dagens udgave af Børsen er mange af virksomhederne ganske enkelt for dårligt forberedte, når de møder i banken for at få udviddet kreditten.

Det mener blandt andet Carsten Færge, der er adm. direktør i Kapitalbørsen, der hjælper mindre og mellemstore virksomheder med kontakt til banker eller investorer.

"Forberedelsen skal i mange tilfælde være meget bedre. Usikkerheden er blevet større for bankerne, og det er der mange virksomheder, som endnu ikke helt forstår. Derfor har et møde med banken i den nye situation for mange været en aha-oplevelse. Men til det er der kun at sige: Velkommen til 2011," siger han til Børsen.

Det halter lidt

Erhvervsorganisationerne DI og Håndværksrådet medgiver, at det halter lidt hos medlemmerne i nogle tilfælde, når der skal præsenteres gennemarbejdede forretningsplaner, budgetter og dokumentation, så banken kan træffe en beslutning.

"Det er sikkert ikke alle, der har alle deres planer helt på plads, når de mødes med deres pengeinstitut. Men det er vores klare indtryk, at der alle steder arbejdes seriøst med det i dag - og at mange er blevet bedre på dette punkt, selv om der måske stadig mangler dokumentation nogle steder," siger Kent Damsgaard, erhvervsøkonomisk chef i DI, til Børsen.

Derudover kan det være en gevaldig løftestang selv at vise offervilje i forhold til at garantere for sit engagement i forretningsplanen:

"Efter at have lavet en analyse, hvor vi fastslår, om der reelt tjenes penge, og om der er egenkapital, spørger vi ejerne, om måske selv kan finde nogle penge. Har en ejer selv ekstra penge, har nogle i familien, medarbejderne eller andre, så viser man banken sin vilje til selv at bidrage. Og det er vigtigt," siger Carsten Færge fra Kapitalbørsen.

Positionering

Han bakkes op af iværksætteren Ulrik Møll, der netop sammen med sine partnere i virksomheden The Interactive Syndicate har fået rejst kapital fra en velvillig bank til et nyt projekt for interaktiv genoptræning:

"Mange af nutidens iværksættere er ikke meget for hverken selvfinansiering eller at indse, at det medfører benhårdt arbejde at bygge sin egen virksomhed op. Jeg har forståelse for, at mange føler, at de er under stort tidspres i disse krisetider og derfor vil have noget op at køre hurtigst muligt. Men det går bare ikke i dag. Bankerne er blevet ekstremt uvillige til at låne penge ud, og derfor handler det om virkelig at kunne positionere sig med det samme, når man sidder til møde i banken og skal have det afgørende ja."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også