Kreditklemme rammer sunde virksomheder

Selv virksomheder med sorte tal på bundlinjen har svært ved at få lån i banken, viser en rundspørge fra Håndværksrådet. Finansrådet afviser.

På trods af sorte tal på bundlinjen har mange af landets små og mellemstore virksomheder svært ved at få kredit i banken.

Det viser en rundspørge blandt Håndværksrådets medlemmer, skriver Berlingske. Rundsprøgen viser bl.a., at over halvdelen af de virksomheder, som angiver, at de er meget begrænset af manglende finansiering, havde et positivt resultat eller et nulresultat i 2010.

”Vores undersøgelse viser, at selv indtjeningsduelige virksomheder har svært ved at låne i banken. Det her sætter et stort spørgsmålstegn ved påstanden om, at der ikke findes nogen kreditklemme, og at sunde virksomheder altid kan få kredit,” siger cheføkonom Jacob Thiel fra Håndværksrådet til Berlingske.

Finansrådet afviser

Han mener, at rundsprøgen dokumenterer, at bankerne har strammet skruen for meget, og at de dermed sætter en stopper for væksten i Danmark.

Hos Finansrådet afviser man, at der skulle være alvorlige problemer med en kreditklemme.

”Vi mener ikke, at der er noget belæg for at sige, at der er en kreditklemme i dag. Men vi vil ikke udelukke, at den kan komme på sigt, da situationen i den danske banksektor er alvorlig, og bankerne har begrænset mulighed for at få kapital på de internationale kapitalmarkeder eller alternativt til en høj pris. Derfor kan vi risikere en kreditklemme på et senere tidspunkt. Men generelt mener vi, at de sunde virksomheder kan få lån her og nu,” siger cheføkonom Niels Storm Stenbæk fra Finansrådet, der peger på, at undersøgelsen fra Håndværksrådet kun tager hensyn til virksomhedernes historiske resultater, mens bankerne kigger langt bredere, når der skal lånes penge ud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også