Jyske banker afviser kreditklemme

Bankerne erkender, at der er blevet strammet op over for kreditgivningen, men de afviser, at der er tale om en kreditklemme. Sektoren har ganske enkelt blot lært af krisen.
AF STEFAN SINGH KAILAY, finanswatch@finanswatch.dk

Virksomheder, der beder om kredit, bliver i dag vurderet anderledes, end de gjorde før krisen. Det har bankerne herhjemme intet imod at indrømme. Men et par af de større banker afviser en decideret kreditklemme.

Kreditdirektør Benny Laibach Pedersen fra Jyske Bank kan ud fra branchetallene og de enkelte pengeinstitutters offentliggjorte tal se, at noget er anderledes. Det er blevet vanskeligere for virksomheder at få bevilget lån.

"Vi ser bestemt ikke nogen kreditklemme. Hver eneste dag bevilger vi kreditter til både nye og eksisterende kunder, hvis gode og fornuftige projekter selvfølgelig bliver finansieret. En kreditklemme må jo være, hvis tommelfingeren vendes nedad for gode projekter. Og det er ikke tilfældet i Jyske Bank," siger han til Børsen.

For løs hånd

Han medgiver dog, at en granskning af finansvirksomhedernes regnskaber vil kunne vise, at der er finansielle institutioner, hvor opgaven mere går på slankning af balancen end på at bevilge lån.

Men samtidig mener han også, at der måske ikke skulle være blevet bevilget lån med så løs hånd, som der blev før krisen.

"Det er måske ikke helt utænkeligt, at nogle virksomheder, som i dag vejes og findes for lette, for nogle år siden måske ville blive godkendt. Men man kan vel også lidt snusfornuftigt sige, at nogle af de ting, der tidligere blev bevilget lån til, slet ikke skulle have været finansieret. Og hvis ikke vi havde lært af det, så kunne man da med rette kritisere os," siger han.

Ringere markedsvilkår

Billedet er det samme hos Spar Nord ifølge pressechef Leif Lind Simonsen. Han siger, at der helt sikkert er nogle virksomheder, der har vanskeligheder i forbindelse med at stable den nødvendige finansiering på benene.

"Men vores kreditvurdering er den samme som før krisen. Når nogle virksomheder ikke ryger med i det felt, som får projekter godkendt, så skyldes det, at deres markedsvilkår som følge af krisen er blevet ringere, og at bankens risiko derfor er for stor," siger han til Børsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også