Lokalbanker ønsker forlænget statsgaranti

Fundingmarkedet er frosset fast for de små banker, hvoraf mange, som det ser ud nu, får svært ved at refinansiere deres statsgaranterede lån. Derfor bør man overveje en forlængelse mod betaling, lyder der fra Bent Naur, formand for Lokale Pengeinstitutter.

Udfordringerne er til at tage at føle på for de mange små pengeinstitutter, der i 2012 og 2013 skal ud at refinansiere statsgaranterede lån for milliarder ydet via bankpakke 2. Fundingmarkedet er nemlig groet til for de små banker efter Amagerbankens kollaps, og det får nu formanden for Lokale Pengeinstitutter, Bent Naur, til at foreslå, at man forlænger garantierne.

”Jeg synes, vi skal se på nogle pragmatiske løsninger, når tiden kommer. En løsning kunne være en forlængelse af bankgarantien – mod betaling, selvfølgelig,” siger han til Børsen.

Uden skyld

”De banker, der nu har bankpakkelån og svært ved at refinansiere dem, er rimelig uforskyldte i, at Danmark er blevet dårlig at funde sig ud af. Så det kunne godt være en overvejelse værd at få en mere rimelig frist til at få kreditterne på plads,” siger Bent Naur til avisen.

Der skal tilbagebetales statsgaranterede lån for 198 mia. kr. i løbet af de kommende år, og den udfordring er ikke blevet mindre efter at det magtfulde ratingbureau Moody's har nedgraderet de store danske banker over en bred kam. Der påvirker også de små bankers muligheder på det internationale fundingmarkedet, hvor situationen i forvejen var vanskelig.

Dyrere funding

Problemerne har taget fart med Amagerbankens krak, fordi staten valgte ikke at holde hånden under banken, men i stedet at overføre den til Finansiel Stabilitet over en weekend. Dermed fik Danamrk en tvivlsom rolle som foregangsland ved at lave indskyderne miste penge på et bankkrak. Det har affødt hård kritik af Bankpakke III.

"På funding-siden vil alle banker have problemer med konsekvenserne af Bankpakke III. Investorerne vil holde nøje øje med udviklingen i Danmark, så vi forventer, at de får sværere ved at skaffe langsigtet funding, og at bankerne skal betale mere for funding," siger Oscar Heemskerk, senioranalytiker hos Moody's, til Børsen.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsens udsendte i forbindelse med Moody's nedgradering af de danske banker i sidste uge en pressemeddelelse, hvor han udtalte:

"I Danmark har et bredt politisk flertal vedtaget Bankpakke III, og vi har dermed taget et stort skridt mod at vende tilbage til en situation uden en generel statsgaranti, men hvor bankerne skal stå på egne ben uden økonomisk hjælp fra staten. Det kræver også, at banksektoren polstrer sig hertil."

FinansWatch har gennem længere tid forsøgt at få Brian Mikelsen i tale omkring blandt andet Bankpakke III og det tillæg til bankpakken, der blev præsenteret for nylig, men endnu uden held.

Vestjysk Bank: Tingene er vanskelige i øjeblikket

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også