Hvor er Lars Seier og Kim Fournais?

De normalt udadvendte Saxo Bank-stiftere har trukket sig fuldstændig ud af mediebilledet efter en periode, hvor Saxo Bank har fået hård medfart i pressen.
Foto: KRABBE LARS
Foto: KRABBE LARS

Find Holger. Han er garanteret nemmere at finde i spalterne, end hvis man leder efter udtalelser fra de normalt udadvendte Saxo Bank-stiftere Lars Seier Christensen og Kim Fournais.

En søgning i infomedia efter artikler fra de seneste tre måneder i Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Politiken hvor enten Lars Seier Christensen eller Kim Fournais udtaler sig, viser kun én sølle artikel, hvor Lars Seier Christensen i en udtalelse bakker Bjarne Riis op. Der er ikke ét eneste citat fra Kim Fournais.

I artikler om de to finansfolk er det primært direktør Stig Pastwa, juridisk chef Bjørn Krog Andersen og pressechef Kasper Elbjørn, der udtaler sig.

De to Saxo Bank-stiftere var tidligere i år igennem pressens kritiske mølle, hvor avisernes spalter var fyldt med utilfredse kunder og partnere, der brokkede sig over bankens adfærd og etik. Spørgsmålet er, om Lars Seier Christensen og Kim Fournais bevidst har trukket sig for pressens søgelys i et forsøg på at skabe ro om deres eget liv. Og ro om bankens liv.

Kasper Elbjørn, (Pressechef i Saxo Bank Red.) Jeres to stiftere har ikke været synlige i mediebilledet længe – hvorfor ikke?

”Hvis du tænker på de seneste måneder, hænger det sammen med, at de har besøgt bankens kontorer i Asien og Europa, og derfor rejst en del”.

Hvordan har de oplevet den megen kritiske pressedækning der har været?

”Jeg vil ikke lægge skjul på, at de er en smule trætte af at udtale sig med risiko for at blive misfortolket, overtolket eller fejlciteret, og det tror jeg egentlig godt, folk kan forstå, men alt det har vi lagt bag os. Nu ser vi alle fremad, og koncentrerer os om at drive og udvikle Saxo Bank til gavn for vores kunder”.

Har pressedækningen ændret deres opfattelse af de danske medier? Og hvordan?

”Det tror jeg faktisk ikke, jeg har diskuteret med dem”.

Har den megen blæst omkring Jeres virksomhed fået Jer til at ændre pressestrategi?

”Nej, da Finanstilsynets uvildige ekspertundersøgelse kom, mente vi, det var mest rigtigt, at bankens juridiske chef udtalte sig om undersøgelsen. Det er hans ansvar at holde orden i penalhuset, og undersøgelsen viste, at det var der, men Kim Fournais og Lars Seier Christensen udtaler sig begge fortsat om strategi og resultater. Lars Seier vil dog ikke længere kommentere på dansk indenrigspolitik, da han mener, hvilket han også har sagt, at det er upassende, når man er bosiddende i udlandet, og han bor som bekendt i dag i Schweiz”.

Rapport frikender Saxo Bank for urent trav

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også