Sydbanks køb af Bank Trelleborg ulovligt

- men mindretalsaktionærerne får ingen erstatning, fastslår Østre Landsret tirsdag.
Foto: ESKESTAD MIK
Foto: ESKESTAD MIK
RB-Børsen

Sydbank og Fonden for Bank Trelleborgs tvangsindløsning af minoritetsaktionærerne i BankTrelleborg var ulovlig. Det fastslår Østre Landsret tirsdag. Til gengæld kan de 4770 mindretalsaktionærer, der gennem Foreningen for Minoritetsaktionærer i BankTrelleborg havde anlagt sag, ikke se frem til yderligere erstatning.

"Ved dommen fastslår Østre Landsret, at tvangsindløsningen af mindretalsaktionærerne i BankTrelleborg var ulovlig, idet betingelserne i § 144 i lov om finansiel virksomhed ikke var opfyldt. Landsretten finder imidlertid ikke, at mindretalsaktionærerne har lidt et tab, der overstiger det vederlag, som de allerede har modtaget i forbindelse med tvangsindløsningen. Mindretalsaktionærerne får derfor ikke medhold i deres påstand om betaling af yderligere vederlag," hedder det i en meddelelse fra Østre Landsret.

At de ikke kan se frem til flere penge, skyldes, at der var stor risiko for, at BankTrelleborg var gået under, hvis ikke der var sket noget.

"Landsretten lægger i den forbindelse til grund, at banken reelt var nødlidende, og at der var risiko for stormløb på banken mandag den 21. januar 2008 fra kunder, der ville hæve deres penge," skriver Østre Landsret.

Ud over Sydbank havde foreningen også anklaget Fonden for BankTrelleborg og Finanstilsynet, som godkendte tvangsindløsningen.

Sagen startede i januar 2008, da kom det frem, at Bank Trelleborg var på randen af konkurs. Sydbank reddede banken på målstregen med et opkøb på 250 mio. kr. Det betød, at aktionærerne i banken fik tvangsindløst deres aktier.

(RB-Børsen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også