Svag udvikling i shippingmarkedet hos Nordea

Det samlede marked for Shipping-, Offshore & Oil Services viste en svag udvikling i andet kvartal, og der er ikke umiddelbart udsigt til en ændring.
RITZAU FINANS

Det noterer Nordea i regnskabet for tremåneders perioden april-juni.

"Et fortsat svagt marked i de store shippingsegmenter primært som følge af den seneste betydelige flådevækst," skriver Nordea og peger på den nuværende overkapacitet kombineret med et stort antal udestående ordrer på nybygninger som de væsentligste årsager til de beskedne kortsigtede udsigter for tørlast- og olietankersegmenterne.

"Mens den fortsat kraftige økonomiske vækst i Asien understøtter efterspørgslen efter tørlast- og containershipping, peger de nuværende makroøkonomiske risici på en relativt beskeden overordnet vækst i efterspørgslen i de store industrialiserede lande," pointeres det.

Investeringer vil stige

Investeringer i efterforskning og udvinding af olie skønner banken vil stige i år i forhold til 2010, hvilket " formentlig" vil påvirke efterspørgslen efter olierelaterede serviceydelser positivt.

"Som følge af den stærke efterspørgsel efter olie og gas samt nedbringelsen af eksisterende reserver ventes de langsigtede fundamentale forhold for olierelaterede selskaber derfor fortsat at være stærke," skriver Nordea der har "et betydeligt forretningsomfang inden for syndikerede lån til shipping, offshore og olierelaterede serviceydelser".

Forretningsområdet gav Nordea samlede indtægter for 109 mio. euro i andet kvartal. Det svarer til en stigning på 8 pct. og skyldes primært højere gebyrer og provisionsindtægter. Der blev indgået 63 pct. flere nye transaktioner i andet kvartal, og gebyrer og provisionsindtægter steg 63 pct. i forhold til første kvartal og 62 pct. i forhold til andet kvartal 2010.

Nedskrivninger på udlån løb op i 24 mio. euro svarende til en nedskrivningsandel på 71 basispoint. Ordinært resultat var 69 mio. euro svarende til et fald på 3 pct.

(Ritzau Finans)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også