Clausen ny formand for europæiske banker

Både Christian Clausen, Brian Mikkelsen og Nykredit-topchefen Peter Engberg vurderer, at det danske realkreditsystem har større chancer for overlevelse med Nordea-chefen på den nye magtfulde position.
Foto: Hougaard Niels
Foto: Hougaard Niels
KASPER KRONENBERG

I dag offentliggøres det, at Nordeas topchef, danske Christian Clausen, bliver ny formand for de europæiske banker. Det skriver dagbladet Børsen.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) kalder det en kæmpefordel for Danmark og ikke mindst de danske husejere, at Christian Clausen er valgt til den magtfulde post som formand for den europæiske bankforening The European Banking Federation (FBE).

Nordea-chefen kommer til at stå i spidsen for flere end 4000 europæiske banker, som han skal han føre ordet for, når der skal forhandles med EU-Kommisionen om den fremtidige lovgivning og regulering af den finansielle sektor i Europa.

Fordel for flekslån

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen tror på, at udnævnelsen af Christian Clausen til den europæiske toppost, kan - set med danske briller - komme til at spille en central rolle for, om de korte danske flekslån, F1'erne, får lov til at overleve i den kommende EU-regulering.

"Det vil være en kæmpefordel, at Christian Clausen har foden inden for og kan forklare sine partnere om det. Så det vil være til fordel for Danmark, og det vil være til fordel for de danske husejere, fordi der er brug for at forklare, at selvom vores struktur er anderledes, så er den mere solid end at sælge statsobligationer i sydeuropæiske lande," siger Brian Mikkelsen til Børsen.

Også Nykreditchefen Peter Engberg, der selv her til morgen er i Bruxelles i sin egenskab af formand for den europæiske realkreditorganisation, European Mortgage Federation (EMF), er glad for udnævnelsen af Nordea-chefen.

Kendskab til Danmark vigtigt

”Det er bestemt en fordel, at Christian Clausen nu sætter sig på den post. Det er vigtigt, at der er så stort et kendskab som muligt til de særlige danske forhold, når man skal forhandle de kommende regler for likviditet og kapital,” siger Peter Engberg.

Christian Clausen mener også selv, at det er en fordel, at han er dansker, selv om det er den europæiske bankorganisation, han nu skal være formand for.

"Jeg repræsenterer ikke Danmark, men de europæiske banker. Men ja, det er en fordel, at jeg kommer fra et land, der har nogle unikke forhold på kapitalmarkeder, som skal huskes i reguleringen. Vi skal jo ikke slå et velfungerende realkeditmarked ihjel," siger Christian Clausen.

Nordea kåret som årets danske bank

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også