Gammel gæld spøger i europæiske storbanker
De europæiske storbankers udlånsbøger er fortsat fyldt med enorme mængder af de eksotiske og yderst risikobetonede aktiver, der opstod i tiden op til finanskrisen.
En ny analyse foretaget af Credit Suisse viser ifølge Wall Street Journal således, at 16 europæiske topbanker har for 532 mia. dollar af potentielt suspekte kreditmarkeds- og ejendomsaktiver på bøgerne.
Det overstiger de 16 bankers samlede eksponering over for PIIGS-landene, der ved årsskiftet beløb sig til 467 mia. dollar.
Amerikanere bedre end europæere
Øverst på listen ligger Royal Bank of Scotland, der stadig har for 110 mia. dollar af de risikobetonede aktiver på bøgerne. Derefter følger HSBC med 75 mia. dollar og Deutsche Bank med 71,5 mia. dollar.
De problemfyldte aktiver stammer hovedsageligt fra det amerikanske finansmarked, men det betyder ikke, at de amerikanske banker sidder med den samme hovedpine.
Således har de tre største, amerikanske banker, Bank of America, Citi og JP Morgan, nedskrevet disse former for aktiver med mere end 80 pct. siden 2007. Analysen foretaget af Credit Suisse viser, at de 16 europæiske banker i snit "kun" har halveret værdien af aktiverne.
Sydeuropæere underminerer britisk bankgigant
EU mistænker banker for karteldannelse