Banker jagter pensionskroner

Pressede banker vil sælge erhvervslån til pensionskasser. Blandet modtagelse hos pensionskasserne.
Af BIRGITTE DYREKILDE, bidy@jp.dk

Hårdere krav til bankerne fra EU og afvikling af omfattende statsgarantier får i stigende grad banker til at søge efter penge hos de kapitalstærke pensionskasser.

I udlandet er en række banker begyndt at bundte erhvervsudlån og sælge dem i pakker til bl. a. pensionskasser.

»I den finansielle sektor er der et ønske om at nedbringe balancerne, og derfor har vi set forskellige typer banklån blive tilbudt os fra internationale finansielle virksomheder,« siger Peter Lindegaard, investeringsdirektør i Danica Pension.

FIH pusler

Herhjemme er der endnu ikke kutyme for at sælge bankudlån til pensionskasserne, men som beskrevet i Morgenavisen Jyllands-Posten pusler erhvervsbanken FIH med planer om at sælge pakker af erhvervsudlån til de tunge pengekasser.

FIH skal have skåret et tocifret milliardbeløb af sin balance for at have penge nok til at klare sig, når statsgaranterede obligationer for 50 mia. kr. udløber i 2012 og 2013.

Knaphed på penge

I Danica Pension bliver investeringsdirektøren oftere end før kontaktet med tilbud om at købe pakker med bankers udlån. Der er knaphed på penge i banksektoren, og situationen bliver ikke bedre.

EU arbejder på skrappere krav til bankerne om større finansielle stødpuder, og samtidig er hele verden ved at forberede en afvikling af de statslige garantiordninger, der blev søsat, da finanskrisen brød ud i efteråret 2008.

Det betyder, at bankerne nu går alle mulige kreative veje for at skaffe kapital.

Peter Lindegaard er ikke synderlig begejstret for udviklingen.

»I princippet er det ikke meningen, at vi skal lave kreditvurdering af bankernes lån. Det er en problematisk disciplin at gå ind i. Der er en grænse for, hvor meget vi vil investere i den type produkter. Det er bankernes job at låne penge ud,« siger Peter Lindegaard.

Frosset til

I Danmark har bankerne fået særlig svært ved at låne penge hos andre banker, efter at Amagerbanken gik konkurs i begyndelsen af februar.

Krakket kostede penge for både långivere til banken og kunder med mere end 750.000 kr. på kontoen. Derudover mistede aktionærerne også deres penge.

Lånemarkedet for små og mellemstore banker er siden frosset til, og også de store banker er blevet ramt. Danmarks sjettestørste bank, Spar Nord, har for nylig måttet opgive at sælge obligationer for knap 4 mia. kr. og vil prøve igen om et halvt år. Samtidig har Danske Bank netop tilbudt for 20 mia. kr. nye aktier med kursrabat på 30 pct. for at være sikker på at få solgt de nye papirer med succes.

I ATP, der ejer knap halvdelen af FIH, er investeringschef Ulrik Weuder åben for at investere i pakker med bankers erhvervsudlån, hvis blot prisen er rigtig.

Indlånsfald i FIH

»Det er noget, der sker i udlandet, og det er noget, som kunne ligge lige for, at man gjorde herhjemme. Det skal selvfølgelig give et meningsfyldt risikojusteret afkast for os,« siger Ulrik Weuder.

ATP købte sammen med at par andre pensionskasser sidste sommer FIH, der lå og hensygnede i et islandsk konkursbo med massive fald i indlån og voksende tab.

Ulrik Weuder mener ikke, at det vil blive dyrere for kunder i bankerne at låne penge, selvom lånene bliver solgt til pensionskasser.

»Det behøver det ikke. Som jeg umiddelbart ser det, er det en anden måde at rejse finansiering på end at låne på interbankmarkedet,« konstaterer han.

PFA tøver

Pensionskassen PFA, der er mindre aktionær i FIH, ønsker ikke at kommentere muligheden for at investere i erhvervsudlån fra FIH.

Pressechef Thomas Torp siger, at pensionskassen allerede har investeret i den type udlånspakker i udlandet, men at der endnu ikke er nogle tilsvarende produkter i Danmark.

Begynder FIH Erhvervsbank eller andre danske banker at sælge sådanne udlånspakker, vil de kun være interessante for PFA, hvis prisen står mål med risikoen, understreger Thomas Torp.

Nyby er uenig med Moody's

Sjøgreen: Junk-status er et bump på vejen

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også