Ingen kø for at afskaffe garantier

Finanstilsynet har ingen henvendelser fået fra pensionsselskaber, der ønsker at følge efter Sampension.

Der bliver regnet på solvensreglerne ude i landets pensionskasser, hvor man for nylig kunne se Sampension afskaffe de høje ydelsesgarantier til kunderne, da man ellers ikke ville kunne leve op til kommende solvensregler.

Men indtil videre lader det ikke til, at der står en kø af pensionskasser og tripper for at fjerne garantierne.

Ingen svar

Finanstilsynet sendte kort før jul et brev ud til pensionsselskaberne, hvor man opfordrede de selskaber, der mente, at kunne gøre som Sampension, til at oplyse det til kunderne og henvende sig til tilsynet. Uanset, hvorvidt de havde tænkt sig at gøre brug af muligheden eller ej.

Indtil videre har man ingen svar fået. Det oplyser kontorchef i Finanstilsynet Annette Bjaaland Andersen til FinansWatch.

Tidligere misforståelse

Hun er ellers tidligere blevet citeret i Berlingske Business for, at tre pensionsselskaber havde henvendt sig med lignende ønsker, men ifølge kontorchefen udtalte hun sig om tidligere sager, der går år tilbage og ikke direkte kan sammenlignes med den nuværende situation.

”Jeg er ked af, at man har fået det indtryk, at der her på Århusgade står en kø af pensionsselskaber, der vil afskaffe deres garantier. Det er ikke tilfældet,” siger Annette Bjaaland Andersen.

Unik sag

I Sampensions tilfælde har Finanstilsynet ikke vurderet, at der var forhold, som talte i mod, at selskabet kunne ophæve sine garantier, ligesom man har vurderet, at der var hjemmel til at gøre det, da Sampension ellers ikke ville kunne leve op til de kommende solvenskrav.

Samtidig har Sampension vurderet, at det var nok at gå til arbejdsmarkedets partner med ønsket om at afskaffe garantierne, frem for at spørge kunderne. Og det er langt fra sikkert, at andre er i samme situation, eller har samme mulighed, lyder det fra Finanstilsynet.

”Sagen om Sampension er en ret unik sag. Mange har slet ikke de problemer, som Sampension har. Sampension var i den situation, at de allerede nu kunne se, at når solvensreglerne trådte i kraft, så ville de mangle rigtig mange penge,” siger Annette Bjaaland Andersen.

JØP beholder garantier

En række pensionskasser har i de seneste måneder overvejet, hvordan de skulle forholde sig. Som FinansWatch beskrev tirsdag, har juristernes og økonomernes pensionskasse JØP netop fundet frem til, at man ikke mener, at man har hjemmel til at afskaffe garantierne, da man ved hjælp af en ultra forsigtig investeringspolitik vil være i stand til at opfylde de nye kapitalkrav.

Jøp holder fast i garantierne

”Den helt basale ting er, at man allerede nu skal vide, at ens økonomi ikke kan bære de nye solvensregler, der pålægger pensionsselskaberne at have mere kapital på kistebunden, når de giver en garanti. Den anden ting er så, hvad har du lovet dine kunder. Det kræver, at du har en hjemmel til at tale med arbejdsmarkeds parter og ændre det – og at du ikke har skabt ekstra berettigede forventninger i forhold til kunderne,” siger Annette Bjaaland Andersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også