Jøp holder fast i garantierne
Efter længere tids overvejelser meddeler en af favoritterne til at følge i Sampensions fodspor nu, at man holder fast i de omdiskuterede garantier til kunderne. Det bekræfter direktør for JØP Torben Visholm over for FinansWatch.
Han oplyser, at pensionskassen godt kan leve op til de fremtidige solvensregler på trods af garantierne. Derfor vurderer man ikke, at man har hjemmel til, som Sampension, at afskaffe garantierne over en bred kam. Man vil i stedet give medlemmerne mulighed for at gå over i markedsrentelignende produkter af frivillighedens vej.
Ekstremt forsigtige
”Vores beregninger har vist, at vi godt kan leve op til fremtidens solvensregler, men konsekvensen er, at vi må føre en ekstremt forsigtig investeringspolitik,” siger Torben Visholm, der tidligere har meddelt, at man vil skrue helt ned for investeringer i aktier.
”Og den anden del af konklusionen er, at vi arbejder på at tilbyde vores medlemmer et omvalg, så de kan få en omtegning af deres garanti, hvis de ikke ønsker den meget forsigtige politik,” siger han til FinansWatch.
Har ikke muligheden
Han oplyser, at bestyrelsen netop er kommet frem til beslutningen efter et halvt år med en række analyser. Herunder analyser af de juridiske muligheder.
Sampension har tidligere fået lov af Finanstilsynets til at afskaffe sine garantier, da man ellers ikke ville kunne leve op til de nye solvensregler. Da JØP er kommet frem til, at man via den konservative investeringspolitik kan leve om til de nye regler på trods af garantierne, vurderer Torben Visholm altså ikke, at man kan følge i Sampensions fodspor uanset, om man måtte ønske det eller ej.
”Vi mener, at vi er afskåret fra det i den situation, hvor vi står, fordi vi godt kan leve op til solvenskravene,” siger han.
I det seneste nummer af Djøfbladet, forklarer JØPs formand, Agnete Raaschou-Nielsen, bestyrelsens beslutning. Find artiklen her.
Relaterede artikler:
20 klager over Sampension
For abonnenter