Ny fintech-bank melder om overvældende positiv modtagelse i markedet
Der er stor efterspørgsel på fintech-banken Kompasbanks produkter til små og mellemstore virksomheder, SMV'er, lyder det i en pressemeddelelse om den nylige lancering.
Således har man givet lån på 1-10 mio. kr. til "en række" SMV'er.
“Jeg er meget overvældet over den modtagelse, kompasbank har fået i markedet af de danske SMV’ere. Vi mærker tydeligt, at der er et behov og en interesse for vores koncept. Vi kan derfor kun være godt tilfredse med, at vi allerede her i august kan hjælpe en række driftige danske virksomheder inden for blandt andet fremstillingsindustrien, engros og logistik med at indfri deres vækstambitioner. Det er godt for virksomhederne - men også for samfundsøkonomien og jobskabelsen," siger stifter og direktør Michael Hurup Andersen i meddelelsen.
Det er blandt andet lån til automatiseringsløsninger, domicilopkøb og andre anlægsaktiver, der er finansieret. Finansieringen kommer fra privates indlån, hvor der tilbydes en mindre positiv rente for en lang binding af indskud.
Derudover slår Kompasbank sig op på at være et supplement til den eksisterende bankforbindelse, hvilket skal øge mulighederne for at skaffe finansiering.
“Det er let for virksomhederne at forstå, at fordi vi har et enkelt produktkatalog og ikke er hæmmet af at skulle dele teknologisk teknologisk infrastruktur med de andre banker, så kan vi tillade os en større specialisering og yde en mere kundeorienteret tilgang. På den måde kan man sige, at vi går lidt imod strømmen, for der, hvor flere andre banker forsøger at standardisere kunderelationen til SMV’erne, trækker vi dem endnu tættere på med mere nærhed og mere skræddersyet, lokal rådgivning," siger Michael Hurup Andersen i meddelelsen.
Kompasbank bruger i øvrigt sin egenudviklede it-platform, hvilket er noget særegent for en mindre dansk bank. Typisk er man koblet op på en af datacentralerne, men det har udfordreren altså ikke valgt.
"Det giver banken mulighed for at integrere og benytte data på en radikalt anderledes måde, samtidigt som fraværet af filialer og tunge, langsomme systemer giver banken mulighed for at prioritere lokal tilstedeværelse og hurtig levering," skriver Kompasbank.
Banken oplyser ikke, hvor mange lån der konkret er givet, eller hvor stort det samlede bevilgede lån er.
Ny erhvervsbank opruster i ledelsen
Ny bank henter 140 mio. kr. i investeringsrunde
Ny bank lanceret i udfordrende tid: "Bankerne bugner med overskudslikviditet og indlån"
Danmarks nye bank bygger på ældgammel forretningsmodel tilsat et digitalt tvist