Danmarks nye bank bygger på ældgammel forretningsmodel tilsat et digitalt tvist

Med bundne indlån fra Hr. og Fru Danmark skal landets nye bank, Kompasbank, opbygge en portefølje af udlån til erhvervslivet. "Vi har en forkærlighed for små og mellemstore virksomheder," siger bankdirektør Michael Hurup Andersen, der mandag fik kulminationen på flere års arbejde.
Foto: PR/Kompasbank
Foto: PR/Kompasbank

Danmarks nye bank er grundlagt på en kærlighed til landets små og mellemstore virksomheder, og for direktør og idémager Michael Hurup Anders er i dag, mandag, en glædens dag.

Efter et par års samarbejde med Finanstilsynet har han netop modtaget velsignelse til at stifte sin bank, Kompasbank.

"Vi har en forkærlighed for små og mellemstore virksomheder, og det er ikke blevet mindre efter et år med corona, hvor man er blevet lidt mere opmærksom på behovet for at have ordentlige og diversificerede finansieringskilder," siger Michael Hurup Andersen til FinansWatch.

Formelt er banken ikke åben endnu, fortæller han, men nu går man i gang med den næste etape, hvor formelle og praktiske ting skal klares. Eksempelvis skal man have notificere Nationalbanken og have adgang til sektorens finansielle infrastruktur.

"Små og mellemstore virksomheder skaber jobs og vækst, og det kan vi accelerere med en helt ny bank, som vi håber på at få kundernes opmærksomhed med," siger Michael Hurup Andersen.

Fundes med indlån

Kompasbank vil drive bank efter den klassiske opskrift tillagt et digitalt snit. Fundingen skal være indlån fra Hr. og Fru Danmark, og de penge skal så lånes ud til virksomhederne. Helst skal det være indlån, der er bundet over tid, fordi pengene skal være tilgængelige for virksomhederne over tid.

"Vi håber, vi kan få de indlån, vi skal have for at bygge en ordentlig portefølje op," siger Michael Hurup Andersen.

Hvad indlånsrenten bliver er endnu ikke klar til pressen.

"Det er næsten umuligt at kommentere på. Der kan ske meget fra nu og til sommer. Vi er nødt til at vente og kigge, men vi vil gerne være konkurrencedygtige på alle parametre," siger han.

Voldsomt lav omkostningsstruktur

Til virksomhederne søger man at blive en ekstra finansieringskilde.

"Mange virksomheder har kun en finansieringskilde og kunne godt tænke sig at have to. Vi føler, vi differentierer os rigtig meget ved at være en bank, der går ud og henvender sig til små og mellemstore virksomheder, men i øvrigt også med en digital infrastruktur, som gør vores drift markant anderledes. Det betyder meget for os," siger Michael Hurup Andersen.

Som markedet er i dag, er det dog snarere lån end kapital, resten af sektoren higer efter. Der er altså rigeligt med krudt at skyde med, hvis en ny spiller kommer på markedet. Michael Hurup Andersen er dog ikke bange for, at den etablerede sektor presser priserne i bund for at holde en ny spiller ude af markedet.

"Det vil tiden vise. I så fald vil det være godt for virksomhederne. Hvis det er vejen, de andre banker vil gå, så ville jeg næsten have troet, de var der allerede. Ellers må vi jo tage det med," siger han.

Han tilføjer:

"Vi har en voldsomt lav omkostningsstruktur i vores drift og en meget hastig måde at arbejde på."

Danmarks sjette bankplatform

Før Kompasbank kom til blev it-løsningerne leveret af de tre datacentraler BEC, Bankdata og SDC. Dertil kommer Nordea og Danske Banks egen. Branchekendere peger ofte på de mange datacentraler med høje udtrædelsesomkostninger som en hæmsko, og så gerne fusioner.

Men nu kommer Kompasbank altså med sin egen platform, og dermed Danmarks sjette it-leverandør til kerneforretningen i bankerne.

"Vi føler, det er den bedste måde for os at drive virksomhed på. Vi vil gerne have en stor fleksibilitet og ejerandel med, hvordan vores platform skal bygge op og kontrolleres. Vi føler også, at den måde, vi har gjort det på, er meget smidig, hurtig og ekstrem billig," siger Michael Hurup Andersen.

I Kompasbanks bestyrelse sidder Johan Lorenzen, der også er bestyrelsesformand i fintech-selskabet Spiir. Spiir leverer gennem selskabet Nordic API Gateway også it-løsninger til banker, men der ikke umiddelbart et samarbejde mellem de to, omend det i fremtiden kan komme på tale.

Ambitiøse kapitalplaner

Det kræver en anseelig mængde kapital at starte en bank, og alene for at få licensen skal der ligger ca. 35 mio. kr. Typisk taber it-tunge iværksætterselskaber penge de første par år. Kompasbank har da også planer om fortsat at sikre sig funding.

"Vi er ret ambitiøse på at hente kapital. For at kunne bygge en ordentlig og velfungerende bank, skal vi også have kapital. Vi går efter at have en passende og sund kapital, til den vækst vi har. Så må tiden vise, om vi kan gøre os fortjent til det," siger Michael Hurup Andersen.

Han vil ikke give et konkret tal for, hvor meget kapital der skal hentes.

Dette gør sig også gældende for udlånet såvel som indlånet.

"Det er et spørgsmål om at gøre sig fortjent til det. Kunderne må vurdere, om de føler, vi er en god sparrings- og samarbejdspartner. Jo hurtigere kunderne tager imod os i markedet, desto hurtigere følger balancen med," siger Michael Hurup Andersen.

Undervejs i et par år

Tirsdagens godkendelse fra Finanstilsynet er kulminationen på flere års arbejde, og umiddelbart efter pressemeddelelsen blev sendt ud, blev der lukket op for både Linkedin-profil, hjemmeside, jobopslag og et hovednummer.

"Det tager tid at bygge en bank, og vi har mere eller mindre bevidst valgt at skyde vores launch, til vi følte, vi kunne overskue det. Der er mange elementer i at skulle kunne hjælpe virksomhederne," siger Michael Hurup Andersen.

Som FinansWatch har beskrevet, er det tale om en særdeles erfaren personkreds i Kompasbank, og godkendelsesprocessen i tilsynet er også forløbet i god ro og orden.

"Det tager tid at få en banklicens, og det vil være det samme i hvilket som helst land. Man skal igennem en due dilligence proces, og det, jeg har set i Danmark, flugter fint med det, jeg har set i udlandet. Det tager et par år - der er meget få, der kan gøre det hurtigere," siger Michael Hurup Andersen.

Erfarne finansfolk på vej med ny bank

Ny bank får licens af Finanstilsynet 

Konkurrencemenneskerne i Lunar byder ny konkurrent velkommen med godt råd 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Peter Jensen er chefkonsulent i Finanssektorens Uddannelsescenter. | Foto: Pr / Fu

Klumme: Kompleks ledelse kræver kompetencer

Læs også