Bankbosser mere troværdige end journalister

Ledelsen i landets banker kæmper fortsat med troværdigheden. Danskerne stoler dog hellere på en bankboss end en journalist, viser ny undersøgelse.
Foto: ESKESTAD MIK
Foto: ESKESTAD MIK

Toplederne i banksektoren kæmper fortsat med troværdigheden. En ny undersøgelse placerer faggruppen på en delt femtesidsteplads, når det gælder troværdighed.

Undersøgelsen er foretaget af Radius Kommunikation, der har spurgt 1.000 danskere til udvalgte faggruppers troværdighed. Dermed ligger bankbosserne stadig på samme lave niveau som for halvandet år siden, da finanskrisen var på sit højeste, og den ene bank efter den anden krakkede eller offentliggjorde kæmpetab.

Toplederne i bankerne bliver belønnet med karakten 2,9 på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er ”meget lav”, og 5 er ”meget høj”.

Journalister er ikke til at stole på

Men man skal som bekendt ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Derfor må det retfærdigvis nævnes, at journalister er placeret endnu lavere end bankbosserne. Med en karakter på bare 2,5 lander denne faggruppe sammen med ejendomsmæglerne som den næstdårligst placerede, kun overgået af politikerne, der skraber bunden.

Burde være højere

Kun to pct. af de adspurgte mener, at toplederne i bankerne har en meget høj troværdighed, 22 pct. mener, de har en høj troværdighed.

Tallet undrer Nicolaj Andersen, adm. direktør i Radius Kommunikation.

”Jeg havde troet, det var højere,” siger han til FinansWatch.

”Vi målte senest den finansielle sektor, hvor vi havde topledere og rådgivere sammen, for halvandet år siden, hvilket var nærmest lavpunktet under finanskrisen, og der lå de ligeså lavt,” siger han.

God økonomi gavner troværdigheden

Han mener, at politikeres indgriben i bankerne gør det sværere for bankerne at løsrive sig fra det blakkede image, som finanskrisen og en række enkeltsager, som for eksempel Roskilde Bank og Eik Bank, har skabt. Derfor er det cool cash, der skal til for at oprette bankbossernes image.

”Man skal arbejde sig ud af det. Du kommer først til at se en signifikant drejning i opadgående retning, når bankerne igen kommer til at performe økonomisk,” siger Nicolaj Andersen.

Private ledere klarer sig bedre

Han peger samtidig på, at topledere i private virksomheder klarer sig markant bedre end bankernes topledere. De får en karakter på 3,3 på skalaen. To pct. mener, de har en meget høj troværdighed, mens 40 pct. mener, de har en høj troværdighed.

Højst på listen over faggruppers troværdighed er læger og sygeplejerskerne med en karakter på 4,0.

FAKTA

Her er listen:

Læger: 4,0

Sygeplejersker: 4,0

Politifolk: 3,9

Ingeniører: 3,9

Skolelærere: 3,6

Revisorer: 3,6

Pædagoger: 3,6

Advokater: 3,5

Hjemmehjælpere: 3,5

Topledere, private virksomheder generelt: 3,3

Lastbilchauffører: 3,0

Bankrådgivere: 3,0

Topledere, pensionsselskaberne: 3,0

Pensionsrådgivere: 2,9

Topledere, bankerne: 2,9

Taxachauffører: 2,8

Journalister: 2,5

Ejendomsmæglere: 2,5

Politikere: 2,2

Kilde: Userneeds og Radius Kommunikation. Undersøgelsen omfatter 1.000 respondenter. Troværdighed er mål på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er "meget lav" og 5 er "meget høj".

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også