Det ser ud til, at salget af den sunde del af Amagerbanken finder sin løsning i løbet af en god måneds tid. Mht. oprydningen i den usunde del i regi af statens skraldespandsselskab, så har der allerede været gættet på store mia. beløb på den regning. Der vil formentligt gå lang tid, før vi kender den endelige samlede regning.

Men mon ikke man både i finansministeriet, regeringen og de store bankers direktionslokaler allerede nu sidder og forbander, at man ikke fandt sammen om en alternativ løsning i begyndelse af året?

Dyrt nej

Havde man fundet en løsning, som gjorde, at banken kunne køre videre, ville den samlede regning alene have været omkring 3 mia. kr., som banken havde nedskrevet – plus omkostninger.

Det har været fremme, at de fem store (Danske, Jyske, Nordea, Nord og Syd) er blevet spurgt og har takket nej til at overtage banken eller dele af den som alternativ til konkurs og afvikling.

Dette nej kommer til at koste disse banker, den samlede banksektorsektor og dermed samfundet dyrt.

Signalværdi

For det første er der signalet til Amagers og resten af landets bankkunder. En gruppe af storbanker, som tilsammen fik et resultat i 2010 på 12,7 mia. kr. før skat, ville ikke bruge ressourcer på Amagerbanken, før visse indskydere er hægtet af, og banken ”vasket” i den statslige oprydning og konkurs. I stedet bruger også nogle af disse banker kræfter på en større charmeoffensiv på det frie marked på Amager for at kapre nye kunder. Dette er ikke gratis.

For det andet kommer de store banker under alle omstændigheder til at betale dyrt for oprydningen, fordi deres andel af regningen til Indskydergarantifonden er betydelig.

Desuden er der den internationale rating, som ud over at være en vurdering af den enkelte virksomheds kreditværdighed også udtrykker udlandets tillid til den danske banksektor. Moody’s seneste rating af danske banker viser, at det har meget stor betydning for bedømmelsen af de enkelte banker og af den danske banksektor som helhed, at en af Danmarks største regionalbanker får love at gå ned.

Private virksomheder

I sidste ende bliver det dermed sværere og dyrere for bankerne at skaffe funding via lån på det internationale pengemarked. Ironisk nok, så er det også de største banker, som har mest brug for funding i udlandet.

Nu er bankerne jo, som flere topfolk har forsvaret sig med, private virksomheder. Regningen for de store bankers større besvær og omkostninger ved funding kan kun skubbes et sted hen, nemlig ud til kunderne, som enten får sværere ved at låne i banken til forbrug, forbedringer af boligen eller til virksomhedernes vækst. De mindre banker rammes også, indirekte. I hvert fald dem, som har baseret forretningen på funding fra større danske banker.

På den måde rammes en i forvejen meget sårbar vending i den økonomiske udvikling i Danmark. I det lys kunne det have været klogt af regeringen at kaste noget af overskuddet og indtjeningen fra de hidtidige bankpakker ind i en særlig Lex Amagerbanken.

Moralsk interesse

Tilsammen står de fem store banker i 2010 for mere end af 7 ud af hver 10 kroners udlån. Med en sådan dominerende stilling bør de også have en både moralsk og forretningsmæssig interesse i, at værne om den samlede sektors image og forretningsmæssige råderum.

Der bliver talt meget om samfundsansvar, og netop i tilfældet med Amagerbanken havde de store banker i begyndelsen af året en gylden mulighed for at demonstrere samfundssind på en måde som også ville gavne forretningen. Muligheden blev forpasset.

Amagerbanken var for stor til at gå ned, og man må ærgre sig, i bankerne, på Christiansborg og ude i de danske virksomheder og husholdninger, over at det er meget nemmere at se i bagklogskabens klare lys.