Velkommen til FinansWatch

Et folketingsmedlem skal angiveligt en gang have sagt, at Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet. Det var jo en original mening om ikke andet.
Foto: Larsen Stine
Foto: Larsen Stine
AF: STINE BOSSE, koncernchef, Tryg

Men er Danmark så stort nok til at have så mange aktører på banen, når det gælder finansiel information?

Ind i mellem kan man komme i tvivl. Heldigvis opfører danske finansielle virksomheder sig generelt godt, og der er derfor langt mellem de virkelige ”breaking news”, som med rette kan rydde forsider og præge nyhederne i lang tid. Ikke at det ikke sker, men vi kan glæde os over, at vi kan tælle de seneste års virkelig rystende nyheder på en hånd.

Det betyder, at vinklen kan blive meget skarp, når forsiden skal gøres interessant, og endnu skarpere når der skal være foder til de mange netaviser.

Det kan undre, at redaktionerne i det daglige fokuserer så meget på Danmark og så meget på personer, når de virkelige nyheder sker i det store udland. Bevægelser i store markeder, hvor danske virksomheder kæmper for markedsandele, kan være mere væsentlige for beslutningstagere i den finansielle verden end en dansk personhistorie.

Kvalitet - også på nettet

Det kan også undre, at nogle redaktioner tilsyneladende har en anden redaktionel politik, når det gælder nyheder på nettet, end når det gælder printnyheder. I min verden tager troværdighed og brand skade, hver gang et medie skriver noget, som ikke er korrekt – enten det er på print eller på nettet.

Men hvorfor så byde velkommen til endnu et medie, når hverdagen i forvejen er så travl, at man dårligt har tid til at læse de allerede eksisterende? Af flere grunde.

For det første er jeg - på trods af mine indvendinger - generelt ikke utilfreds med danske medier eller den behandling jeg og min virksomhed får. Det hører heldigvis til sjældenhederne, at vi er nødt til at gå i dialog med redaktionen, og vi har ikke klaget til pressenævn eller lignende i årevis.

For det andet tror jeg på konkurrence. Det gælder ikke mindst i medieverdenen.

Internationalt udsyn

For det tredje er FinansWatchs ønske om også at dække udenlandske nyheder intensivt efter min mening en helt rigtig beslutning. Jeg tror ikke, der findes en større dansk virksomhed, der ikke er afhængig af begivenheder i udlandet. Derfor vil vi gerne informeres, og derfor vil vi gerne have fortolkninger af disse begivenheder. Det gælder også beslutninger i EU, der kan have afgørende betydning for finansverdenen. Tænk bare på de nye solvensregler, hele finansverdenen snart skal leve op til.

Og så lige et sidste hjertesuk – kunne vi ikke få lov til at læse om, hvordan det går hos vores nordiske naboer?

Alene af den grund at danske finansielle virksomheder er meget aktive i Norden. Danske Bank, Nordea, Codan og Tryg for blot at nævne nogle stykker. Mange problemer og udfordringer er sammenlignelige i de fire nordiske lande – tro mig, jeg kender dem selv. Men der er små forskelle, der gør det spændende og interessant at beskæftige sig med.

Hvis også dette ønske bliver opfyldt, bliver jeg en flittig læser og ønsker FinansWatch velkommen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også