1400 finansstillinger ventes at forsvinde i 2017
En rundspørge blandt 79 finansvirksomheder fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening viser, at sektoren selv venter, at der i år vil blive nedlagt 1400 stillinger i sektoren. Det skriver dagbladet Børsen.
Sidste år forventede medlemmerne i arbejdsgiverforeningen, at der ville forsvinde 550 arbejdspladser i 2016, men tallet endte på en reduktion på 850. Dermed er 7000 arbejdspladser, eller hver tiende, forsvundet i finanssektoren siden finanskrisen begyndte.
"Der er pres på basisindtægterne, så finanssektoren er afhængig af at få omkostningerne ned," siger investeringschef Johnny Madsen i Dansk Formue- og Investeringspleje, til Børsen.
I går meddelte Jyske Bank, at man ville reducere medarbejdertallet med 50, eller ca. 1,2 pct. Der var primært tale om et mobilt sælgerkorps i BRF Kredit, som nedlægges, da rådgivning om boligfinansiering nu foregår via Jyske Banks 94 filialer.