Finanstilsynet: Første sag af flere

Tilsynets politianmeldelse af Nordea er udtryk for en skærpet overvågning af grænserne mellem analyse og interesse i bankerne. Barrierer, der i Finanstilsynets optik, virker noget flossede. Opdateret.
Foto: Lorenzen Søren Jyllands-Posten
Foto: Lorenzen Søren Jyllands-Posten

Kunderne bør kende til Nordeas milliard-store interesse i Pandora, når de vandtætte skotter mellem bankens afdelinger er brudt. Det brud er ifølge Finanstilsynet sket i sagen om bankens behandling af den stærkt omdiskuterede Pandora-aktie, og derfor har tilsynet politianmeldt banken.

Finanstilsynet politianmelder Nordea

Og der er flere sager på vej på vej mod landets banker på den front, lyder det fra Julie Galbo, der er vicedirektør i Finanstilsynet.

”Vi sidder lige nu og kigger på et antal andre sager af samme slags. Generelt har vi skærpet vores overvågning på området," siger Julie Galbo til FinansWatch.

Nordea udtaler, at det her er et udslag af, at tilsynet gør noget nyt, og at det tidligere har været nok at skrive, at man kunne have en interessekonflikt, men at I nu stiller højere krav?

Nordea: Sag af teknisk karakter

”Vores opfattelse af, hvordan reglerne om interessekonflikter er, er ikke ny: Der har hele tiden skullet gives klare og fyldestgørende oplysninger. Jeg kan dårligt kommentere på, hvad Nordea mener, men reglerne er uændret. Det nye er, at vi skærper overvågningen – og det er rigtigt, at det er første gang, vi indgiver politianmeldelse på det her område."

Vigtige konflikter

Nordea kalder det en for en bagatel. (Opdateret: Nordea oplyser, at man vil betegne sagen som en mindre, men ærgerlig, sag af teknisk karakter - men ikke en bagatel.) Er I enige i den vurdering?

”Det er svært at gradbøje. Det er en overtrædelse af lovgivning, som, både vi og Fondsrådet finder, er substantiel nok til, at der skal en politianmeldelse til. Det er vigtigt, at forbrugerne kender til eventuelle interessekonflikter ved analyser.”

Området falder ikke under tilsynets mulighed for at give administrative bøder, og Julie Galbo vil derfor ikke spekulere i, om en bøde kunne have været en mulighed i stedet for politianmeldelse.

Til gennemgang

Finanstilsynet vil heller ikke spekulere i, hvad Nordeas corporate finance-afdeling har sagt om analysen af Pandora til andre i banken.

I skriver, at corporate finance har haft analysen til ”gennemgang.” Er det, fordi I kan dokumentere, at de har haft indflydelse på dens udformning?

”Nej. Det kan vi ikke. Men vi mener at kunne dokumentere, at de her 'chinese walls,' altså barrierne mellem afdelingerne, er blevet brudt. Men det må politiet og i sidste ende domstolene så afgøre om er rigtigt. Hvad corporate finance-afdelingen faktisk gjorde med analysen ved gennemgangen ved vi ikke. Men vi mener i den her sag at kunne dokumentere, at informationsbarriererne er brudt."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også