Aktionærer opgiver at købe Fjordbank Mors

I et forsøg på at købe den krakkede Fjordbank Mors, ville bankens lokale aktionærer stable 200 mio. kroner på benene. Den plan er nu afblæst, da der ikke kunne findes fælles fodslag.

Det var først og fremmest en manglende enighed blandt de største virksomheder på Mors, der fik den ambitiøse aktionærplan til at gå i vasken. Det skriver borsen.dk

”Det lykkedes ikke at samle kapital til det. De store virksomheder skulle være med som det primære. Der fandt vi ud af, at der ingen fodslag er mellem de store virksomheder på Mors,” fortæller Simon Leicht-Simonsen, manden bag aktionærinitiativet, således til borsen.dk.

Umulig mission

Sammen med sine medsammensvorne måtte Simon Leicht-Simonsen simpelthen indse at målet om at stable 200 mio. kroner på benene ganske enkelt var umuligt.

”De store virksomheder valgte at køre sololøb hver især i stedet for at gå sammen om at sige, at vi har en opgave her. Og når de ikke kunne samle 100 mio. kr., så ville vi heller ikke bøvle med at samle 100 mio. kr. mere. Og så blev det ikke til noget med noget lokalt forankret,” siger han og vurderer at der ikke længere er den mindste chance for at en lokalt forankret bank kan bevares på Mors.

Den vurdering er Fjordbank Mors’ afgående direktør, Torben Sørensen, stort set enig i.

"Som jeg ser verden er det realistisk, at det er en udenbys bank, der kommer. Kunne man finde en lokal løsning, ville det være rart. Det kræver noget at få lavet rammerne for banklicens og for de administrative rammer," siger han til siden.

Konsekvenser

En bank udefra vil formentlig kunne agere på Mors uden en række stabsfunktioner og naturligvis uden en ekstra bestyrelse. Derfor vil en ny bank kunne nøjes med langt færre medarbejdere end den nu hedengangne Fjordbank.

Simon Leicht-Simonsen vurderer at omvæltningerne medfører at omkring 100 tidligere bankansatte kommer til at stå uden job og det har konsekvenser.

”Det svarer til at ca. 300 morsingboer flytter. Det svarer til to års tilbagegang på et splitsekund. Alle stabsfunktioner er væk, hvis man ikke skal have administration, bestyrelse og så videre,” estimerer han.

Flere filialer er solgt

Meget tidligt i Fjordbank-sagaen blev bankens filial i Århus solgt – et salg der allerede var på bedding inden Mors-bankens krak.

Kronjylland overtager ombejlet filial

Nu er flere filialer afhændet og manden bag oprydningsarbejdet Visti Nielsen kan efterhånden se et lys for enden af tunnellen.

"Det er gået hurtigt. Jeg er meget glad på kundernes og medarbejdernes vegne over, at det går så godt. Det, vi har tilbage nu og skal i gang med at sælge, er de to store afdelinger i Nykøbing og den lille afdeling i Øster Jølby," siger Visti Nielsen til Berlingske Business.

Sparbank løber med fire Fjordbank-filialer

Derfor slog Thy til på Mors

Salling: Det handler om at konsolidere vores position

Det vellykkede salgsforløb betyder at Visti Nielsens ophold ved Limfjorden snart slutter.

"Jeg forventer at fratræde i løbet af kort tid," vurderer han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også