Bankerne indberetter hvidvaskning oftere

Mistanken om hvidvaskning af penge steg i den finansielle sektor sidste år. I hvert fald steg indberetningerne til Hvidvasksekretariatet med ti pct.
AF MATHIAS BENCKE FREMMEN

Sidste år kom der et sæt helt nye regler for indberetning af mistanke om hvidvask. Det skulle sætte et kraftigere fokus på hvidvaskning i den finansielle sektor og give flere indberetninger til Statsadvokaten.

Stramningerne ser ud til at have fået umiddelbar effekt, idet indberetningerne til SØK – det tidligere bagmandspolitiet - steg med ti pct. sidste år. I alt modtog Hvidvasksekretariatet 2.316 anmeldelser sidste år, hvor af langt størstedelen kom fra banker, overførselsvirksomheder og vekselkontorer (966, 972 og 342).

”Der er ingen tvivl om, at de danske finansielle virksomheder har et større fokus end tidligere på risikoen for at blive brugt som vaskeri til hvidvaskning eller finansiering af terror”, siger David Moalem, partner og leder af Kapitalmarkedsretsgruppen i Deloitte.

Kæmpebøde vækker opsigt

Dog er der stadig langt op til vores nabolande, der langt hyppigere underretter myndighederne om mistanke om svindel. I 2008 indberettede svenske finansielle virksomheder 13.048 sager, mens tallet var 6.082 i Norge. Selv om der korrigeres for både BNP og antal indbyggere, er tallene markant højere i nabolandene.

At kravene til finansielle virksomheder i Danmark er øget, fik en udenlandsk bankfilial i Danmark at føle tidligere på året, hvor negligering af hvidvaskningsefterforskning udløste en bøde på 3,7 mio. kr. fra Finanstilsynet.

”Det forhold, at der har været nogle stærkt eksponerede hvidvaskningssager i den danske finansielle sektor har yderligere skubbet til den oprustning af området, som den finansielle sektor i forvejen har været i gang med. Hertil kommer, at de nye regler kræver, at ledelsen i den finansielle virksomhed forholder sig konkret til virksomhedens forretningsmodel og heraf afledte risiko for hvidvaskning eller terrorfinansiering. Herved bliver området så at sige løftet ind i direktions- og bestyrelseslokalet, der jo når alt kommer til alt bestemmer, hvordan virksomhedernes compliance ressourcer skal fordeles, siger David Moalem.

Finanstilsynet: Fremover hænger vi hvidvaskbankerne ud

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også