Sammenlægning af nationalbank og tilsyn også på tale i Sverige
Herhjemme blev der sidste år nedsat et udvalg der skal se nærmere på hvorledes det fremtidige tilsyn af finanssektoren skal føres. I den forbindelse har en sammenlægning af Nationalbanken og Finanstilsynet været på tale. Nationalbankdirektør Niels Bernstein har talt varmt for en sådan sammenlægning og Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard var ved den lejlighed ikke afvisende.
Minister nedsætter tilsynsudvalg
Nationalbanken vil sluge Finanstilsynet
Det samme foreslås i Sverige
Nu har Sveriges nationalbankdirektør Svante Öberg foreslået samme anordning til indførelse i Sverige, hvilket eftersigende skulle stille myndighederne stærkere i kampen mod finansiel ustabilitet. Det skriver Dagens Industri.
”En sammenlægning ville sikre os mod en uheldig situation hvor myndighederne gennem to institutioner trækker i hver sin retning,” forklarer Öberg og mener yderligere at en sammenlægning ville samle stærke makroøkonomiske kompetencer og økonomiske resurser til at agere meget bedre end i dag.
Ændring af styreform
Også styreformen stiller Svante Öberg spørgsmålstegn ved. Mens den nuværende struktur passer fint til nationalbankens rolle som pengepolitisk aktør, så kommer den til kort så snart Nationalbanken skal optræde som offentlig myndighed.
”Jeg tror ganske enkelt at ledelsesstrukturen har været fejltænkt fra starten af. Jeg synes, efter mine år hos Nationalbanken, at nationalbanksdirektørens rolle bør styrkes så den kommer til at ligne den rolle som en normal myndighedschef har,” udtaler Öberg.
Udover ændringer i tilsynsstrukturen, så efterlyste Öberg også en udvidelse af Sveriges valutareserve.