Svensk overraskelse: Vil kopiere Bankpakke III

De svenske naboer har ifølge Bloomberg udvalgt den ellers udskældte danske Bankpakke-III afviklingsmodel som måden at lade en svensk bank gå ned på.

I Danmark er den blevet lagt for had af banker, der har fundet det endog meget svært at hente penge. Men nu ser Bankpakke III's model for afvikling af hensygnende banker højst overraskende ud til at ende som en eksportvare.

Det skriver Bloomberg på baggrund af et interview med chefen for det svenske finanstilsyn, Martin Andersson.

"Udviklingen i Danmark er god. Den illustrerer, at du tager risici med dine penge, når du sætter dem i en bank, og at du kan penge. Jeg mener, at det er det, vi har brug for i fremtiden, og forhåbentlig det, vi vil se fra EU's side. Det er bestemt det, vi vil argumentere for i Sverige. Ejerne skal udslettes og kreditorerne må kunne bære tab, når banker går ned," siger han til nyhedsbureauet og fremhæver, at det i hans optik ikke er et konkurrencemæssigt problem for et land at have skærpet regulering.

Hårdt at være alene

Ifølge Nykredits chef for regulering Jesper Berg kan en svensk tur i de danske fodspor hjælpe - for så længe vi står alene med en model af Bankpakke III-typen, så vil konsekvenserne være tunge, lyder dommen.

"Effekten fra Amagerbankens var ikke hjælpsom for de danske bankers fundingsituation. Danmark er stadig foran Europa, når det kommer til implementationen af de mekanismer, der skal afklare bankernes skæbne på et tidspunkt, hvor finansmarkederne er meget nervøse for disse. Andre lande vil følge efter, men indtil da står danske banker dårligere, når det kommer til funding," siger han til Bloomberg.

Håb i Nord

Kort efter Amagerbankens krak måtte Spar Nord opgive en større udstedelse møntet på europæiske investorer. Banken har netop landet en mindre obligationsudstedelse møntet på skandinaviske investorer, der ifølge kommunikationsdirektør Ole Madsen:

"Kender banken, og er i stand til at se forbi den panik, der været omkring middelstore danske banker efter det, der skete for Amagerbanken."

Spar Nord håber, at den skaninaviske fundingmanøvre kan bane vej for en bredere, europæisk udstedelse senere på året.

Ifølge Bloomberg har Spar Nord måttet betale 180 basispoint over Euribor-renten ved udstedelsen mod ca. 150 basispoint over samme rente før Amagerkollapset.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også