FinansWatch

EU-regler kan spænde ben for medgift

Ifølge Finansrådet kan EU's statsstøtteregler gøre Brian Mikkelsens genindførsel af medgiftsordningen til salg af nødlidende banker ubrugelig.

Foto: Jens Dresling

EU's statsstøtteregler kan betyde, at økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsens (K) foreslåede medgiftsordning til nødlidende banker slet ikke vil virke.

EU kan nemlig kræve, at salget indeholder en åben udbudsproces. Det fremgår af et høringssvar fra Finansrådet, som ikke tror på, at man kan sælge i en sådan udbudsproces.

"Det fremgår endvidere af lovforslaget, at der kan være krav om, at der gennemføres en efterfølgende åben og transparent proces, hvor andre interesserede overtagende banker kan fremkomme med bud. Muligheden for en efterfølgende udbudsproces er indsat, fordi der, afhængigt af størrelse af medgiften og de implicerede banker, kan være situationer, hvor der efter EU's statsstøtteregler vil være krav om en udbudsproces," skriver Finansrådet.

Og det vil næppe være en holdbar løsning, vurderer rådet.

"Finansrådet finder, at et krav om efterfølgende udbudsproces, hvor andre interesserede banker kan fremkomme med bud, kan risikere at mindske interessen for at byde på den nødlidende bank i første omgang, hvorved indførelse af medgiftsordningen bliver uden realitet."

Første byder skal hjælpes

Brancheforeningen er samtidig af den opfattelse, at reglerne bør kunne opfyldes alene ved at landets andre banker får noget at skulle have sagt i salget.

"Kravene som følge af EU's statsstøtteregler bør være opfyldt ved, at beslutningen om, hvorvidt det er den økonomisk og forretningsmæssigt mest hensigtsmæssige løsning for Indskydergarantifonden at yde en bestemt medgift, vil skulle træffes af delbestyrelsen i Indskydergarantifonden og værdiansættelsesrådet, som vil være sammensat af repræsentanter for sektoren, som ikke byder på den nødlidende bank. Der vil således være en væsentlig interesse i at sikre, at der ikke ydes en for stor medgift til den overtagende bank, som jo vil være en konkurrent, baseret på indbetalinger til Indskydergarantifonden fra alle banker. Finansrådet finder, at denne beslutningsproces kan sikre en korrekt og markedskonform vurdering."

Men kan man ikke undgå en udbudsproces må man sikre, at første byder ved den kommer - og har en fordel ved at være først, lyder det fra rådet.

"Hvis der bliver stillet krav om en efterfølgende udbudsproces, er det vigtigt, at dette kun er i undtagelsestilfælde og er baseret på objektive kriterier, som på forhånd er kendt. Det skal ligeledes være attraktivt for den første bank at fremkomme med det første bud. I modsat fald vil indførelsen af medgiftsordningen ikke have nogen realitet, da den nødlidende bank vil skulle afvikles efter bankpakke III eller gå konkurs."

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs