Grønt trafiklys til græske statsobligationer

Trafikslysordningen for investeringsprodukter giver ballade fra starten. Grønt lys til græske statsobligationer.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Regeringen er nu klar med sin mærkningsordning af investeringsprodukter og den giver fra starten ballade.

I den mest sikre gruppe med grønt lys er placeret alle statsobligationer fra EU og altså også højrisikolande som Grækenland.

"Med den situation, der er nu, er det klart, at græske statsobligationer har en høj risiko og det er ikke en investering, vi anbefaler vores kunder," siger Nordeas aktiestrateg Henrik Drusebjerg til TV 2 Finans

Rødt lys til råvarer

Regeringen har inddelt investeringsprodukterne i tre grupper.

Grønt lys for danske og europæiske statsobligationer. Også danske realkreditobligationer er kommet i den sikre gruppe.

Gult lys for statsobligationer fra andre lande end EU, almindeligt omsættelige aktier og erhvervsobligationer.

Rødt lys er investeringsgrupper, hvor der er risiko for at tabe mere end det investerede beløb eller produkttyper som er vanskelige at gennemskue.

Her er f.eks. spekulation i råvarer og de strukturerede obligationer.

"en ommer"

En af udbyderne af de strukturerede obligationer, Garanti Invest, er vrede over at være blevet placeret i "den farlige" røde gruppe.

"Vores obligationer er garanteret af KommuneKredit til indfrielse til kurs 100. Kommune Kredit er ejet af samtlige kommuner og det er et langt sikrere produkt end græske statsobligationer," siger adm. direktør i Garanti Invest, Gert Thougaard.

Han kalder Brian Mikkelsen nye liste for "en ommer" og mener, at regeringen vildleder forbrugerne, med den nye oversigt og i yderste tilfælde kan pådrage sig et erstatningsansvar.

"Man er ude og blåstemple græske statsobligationer, der har en rente på mere end 20 procent for en toårig statsobligation. Der er seriøse økonomer, der mener, at Grækenland går fallit indenfor seks måneder, så det er useriøst at placere græske statsobligationer i den sikre gruppe," siger Gert Thougaard.

De radikales næstformand Morten Østergaard er en af partierne bag den nye ordning.

"Vi må lave ordningen om, hvis vi er ude og anbefale græske statsobligationer," siger Morten Østergaard til TV2 Finans.

(Ritzau Finans)

Finanstilsynet klar med trafiklys og certificering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også