Risikomærkning under fornyet angreb
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har med sin nye forbrugerordning til investeringsprodukter dødsdømt de strukturerede obligationer - også kendt som garantiobligationer.
Det skriver dagbladet Børsen.
I Finanstilsynets trafiklysmærkning er obligationerne nemlig endt under rødt lys på trods af, at produkterne indeholder en garanti for at få hovedstolen tilbage.
Derfor må ordningen tages op til genovervejelse, siger flere obligationsudstedere til avisen.
"Overordnet set kan jeg godt se formålet med trafiklysene, men man er nødt til at tænke det igennem, for det, man har fået, afspejler ikke risikoen," siger Thomas Valentiner, vicedirektør i Garanti Invest, til Børsen.
Ekspertkritik
Også fra ekspertfront får ordningen hug. Under overskriften "Risikomærkning: er nyt trafiklys allerede i udu?" skriver Michael Camphausen, der er advokat med speciale i bank- og finansieringsret og ph.d.-stipendiat ved KU's juridiske fakultet, på sin blog, at loven siden sit oprindelige udkast er blevet gjort endnu mere kontroversiel.
"Nu går distinktionen desværre på selve produkttypen i stedet for risikoen og kompleksiteten forbundet hermed. For nu betragtes tilsyneladende alle strukturerede indlån for mindre komplekse og/eller mindre risikofyldte end alle strukturerede obligationer - dvs. et struktureret indlån uden hovedstolsgaranti er altid gul, hvorimod en struktureret obligation med hovedstolsgaranti altid er rød. Det har jeg faktisk svært ved at finde god mening i," skriver Camphausen og fortsætter:
"Nogen vil i denne forbindelse måske endda sige, at det ikke giver mening at betragte strukturerede indlån som investeringsprodukter - og altså overhovedet medtage disse i mærkningsordningen til at begynde med - netop fordi der er tale om indskud/indlån, altså om indlånsprodukter (i grunden er det vel en hybrid med et indlån på toppen og et investeringselement i bunden)."
Relaterede artikler:
Finanstilsynet klar med trafiklys og certificering
For abonnenter