Nødgaard: Der findes ingen mirakelkur

Finanstilsynets direktør ser positivt på, at tilsynsstrukturen nu skal kigges efter i sømmene og afviser samtidig, at det er en kritik af det nuværende tilsyn.
Foto: STROYER TORBEN
Foto: STROYER TORBEN

Finanstilsynet er positivt indstillet over for en granskning af det nuværende tilsyn af den finansielle sektor.

Det fastslår direktør Ulrik Nødgaard, efter økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i går ved Finansrådets årsmøde meddelte, at han vil nedsætte et udvalg, der skal give tilsynsstrukturen i Danmark et servicetjek.

Minister nedsætter tilsynsudvalg

Ulrik Nødgaard understreger dog over for FinansWatch, at der ikke findes nogen mirakelkur.

”Det er svært at se et entydigt billede af, hvilken struktur, der har klaret sig bedst, så man bør have nogle realistiske forventninger til, hvad man kan få ud af at ændre strukturen,” siger han.

Ingen endegyldig løsning

Han henviser til, at Canada, der har centralbank og tilsyn adskilt, har klaret sig godt i forbindelse med den finansielle krise, mens Holland, der har det hele samlet, har været forholdsvist hårdt ramt.

”Jeg synes, det er væsentligt at få kigget nærmere på det, og jeg tror også, der kan være et potentiale i at rykke tættere på hinanden,” siger Nødgaard, der ikke tager nedsættelsen af et udvalg som en kritik af Finanstilsynets arbejde.

”Nej, sådan ser jeg det ikke. Det er en udmelding om, at man vil se på, hvordan man kan høste nogle gevinster ved at lave om i den nuværende struktur, og det må man så kigge nærmere på”.

Men er det så ikke en kritik af det eksisterende system?

”Sådan ser vi det ikke. Det er et spørgsmål om at se på, om der hænger nogle frugter, som er værd at plukke. Men vores vurdering vil være, at når man kigger ud i verden, så kan man ikke entydigt konkludere, at det ene er meget bedre end det andet”.

Potentiel forbedring

Når nu du siger, at det kunne være en god idé at kigge nærmere på tilsynsstrukturen, er det så ikke en erkendelse af, at det kunne fungere bedre?

”Det er i hvert fald en erkendelse af, at der kunne ligge et potentiale”.

Ifølge Nødgaard kommer udvalget nu, bl.a. fordi der i Europa i øjeblikket sker der en bevægelse i retning af, at landene samler deres tilsynsvirksomheder.

Nødgaard vil ikke svare entydigt på, hvad han mener om en sammenlægning af Nationalbanken og Finanstilsynet.

”Vi ser positivt på at få kigget nærmere på, om der er et potentiale i det,” siger han.

Direktør i Nationalbanken Nils Bernstein har tidligere foreslået at lægge Nationalbanken og Finanstilsynet sammen, hvilket Brian Mikkelsen ikke var afvisende over for. Brian Mikkelsen understreger dog i forbindelse med nedsættelsen af udvalget, at der ikke er givet nogle svar på forhånd.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også