Realkreditrådet: Der skal fortsat kæmpes



Dagens udspil fra EU er en lille sejr til det danske realkreditsystem, men der er fortsat en kamp, der skal kæmpes, lyder det fra Realkreditrådet.

Der er kastet en solstråle gennem den mørke himmel.

Sådan lyder det ganske poetisk fra Realkreditrådets vicedirektør, Jan Knøsgaard, efter EU-Kommissionen for kort tid siden offentliggjorde sit forslag til strammere kapital- og likviditetskrav.

Men bag poesien gemmer alvoren sig, for selv om EU i første omgang lægger op til at frede den truede danske realkredit, er der endnu lang vej, før kampen om den danske realkredit er vundet, vurderer Realkreditrådet.

Det skyldes bl.a., at det europæiske banktilsyn, nu skal teste realkreditobligationerne.

Gode chancer

”Vi skal fortsat kæmpe for systemet, for der er en observationsperiode, hvor der skal regnes på realkreditobligationerne, og så tager man stilling til, hvor aktiverne skal placeres. Den observationsperiode, skal vi være sikre på, lander rigtigt,” siger Jan Knøsgaard, der mener, at chancerne for, at realkreditobligationerne består testen er gode, hvilket er til fordel for blandt andet de danske boligejere.

”Det vil betyde, at realkreditobligationer kan handles som likvide aktiver. Det er utroligt vigtigt for det danske marked, hvor der ikke er så mange statsobligationer, og den finansielle sektor derfor bruger realkreditobligationerne som likvide aktiver. Hvis de ikke kan det længere – og det var det, der lå i Basel-udspillet – så vil der ikke være så stor efterspørgsel på dem, og det vil selvfølgelig betyde en dårligere pris, hvilket betyder dyrere lån til boligejerne,” siger han.

Kun et forslag

Men selv om realkreditobligationerne består testen, er der lang vej igen.

”Det her er bare et forslag, der nu skal behandles, og der kan jo komme forskellige aspekter ind over, så nu skal vi holde fast nu i vores synspunkter,” siger han.

Forslaget skal nu behandles i EU-Parlamentet og Minsiterrådet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også