Realkredit Danmark undrer sig over Moody's

Hos Realkredit Danmark er man uforstående over for, at det internationale kreditvurderingsbureau Moody's har sænket en af sine vurderingsparametre af de danske realkreditobligationer, der ligger til grund for rentetilpasningslån.
AF RITZAU FINANS

"Der er ingen tvivl om, at Moody's anlægger et mere og mere kritisk syn på dansk økonomi og danske banker, og det har efterhånden bredt sig mere og mere til realkreditten," siger vicedirektør Klaus Kristiansen fra Realkredit Danmark.

Moody's har sænket sin såkaldte TPI, der er en vurdering af sandsynligheden for rettidige betalinger på en obligation i tilfælde af udstederens konkurs, så den nu har niveauet "høj", hvor den tidligere blev vurderet til "meget høj". Ændringen gælder de danske obligationsprogrammer, der indeholder rentetilpasningslån, og den begrundes med, at Moody's er bekymret over refinansieringsrisikoen - altså at obligationsudstederne ikke vil være i stand til at afsætte deres papirer i markedet.

Testet af virkeligheden

Men hos Realkredit Danmark mener man, at det er en helt teoretisk risiko.

"Vi fik testet, hvordan refinansiering virkede, da vi skulle gennemføre auktionerne i 2008. Det var et stress-scenarie i den virkelig verden, og resultatet var ganske fornuftigt. Alle kunne refinansiere det, de skulle. Så vi har svært ved at forstå den bekymring i praksis," siger Klaus Kristiansen.

Konsekvensen for Realkredit Danmark er, at selskabet skal øge sin overdækning for at bevare sin fornemme AAA-rating hos Moody's. Det vil sige, at Realkredit Danmark skal ligge inde med flere værdipapirer ud over den sikkerhed, der i forvejen er for obligationerne i form af pant i ejendomme og lignende. Og det er Klaus Kristiansen fortørnet over.

Henviser til bankpakke

"Resultatet af metoden er, at de skærper deres krav med henvisning til netop refinansieringsrisikoen, som efter vores bedste begreb er ren teori. Derfor synes vi, at de er ude af trit med virkeligheden," siger han.

Moody's henviser i sit notat også til den danske Bankpakke III, der skabte furore på de internationale finansmarkeder, da Amagerbanken fik lov til at krakke uden at staten reddede bankens långivere fra tab. Men realkreditinstitterne er netop eksplicit undtaget fra Bankpakke III, påpeger Klaus Kristiansen.

Moody's står ikke alene med sin frygt for refinansieringsrisikoen i den danske banksektor. Også Nationalbanken har været ude med kritik af de store auktioner, der typisk har ligget klumpet sammen i december. Men Klaus Kristiansen mener - modsat Moody's - at den spredning, der siden er sket af auktionerne, løser det problem.

"Vi kunne godt selv se, at det er uhensigtsmæssigt at alt skal refinansieres i december. det tager et stykke tid, men der er taget et stort skridt i den retning," siger han.

Foundret over Moody's

I det hele taget er realkreditdirektøren noget forundret over Moody's seneste skridt.

"Vi mangler efterhånden en fundamental analyse af, hvad kravene egentlig skal være for at opretholde den her triple-A-rating. Før den finansielle krise brød ud var kravene kun en brøkdel af, hvad de er i dag, og under krisen har vi kun vist at vores kapital og vores overdækning har været fuldt tilstrækkelig," siger Klaus Kristiansen.

Ud over Moody's findes der to andre internationale kreditvurderingsbureauer, Fitch og Standard & Poor's. Men deres vurderinger har Realkredit Danmark en helt anden opfattelse af.

"Det virker som om, Moody's tager et lille skridt ad gangen, hvor de andres krav udvikler sig konsistent uden de her overraskelser. Dem har vi stort set kun set fra Moody's," lyder det fra Klaus Kristiansen.

Men overvejer I at stoppe samarbejdet med Moody's?

"Der findes i yderste konsekvens en smertetærskel, hvor vi må sige, at det ikke giver mening længere. Ikke nødvendigvis fordi vi ikke kan opfylde kravene, men fordi de ikke giver mening længere. Men der er vi altså ikke endnu," siger Klaus Kristiansen.

Ritzau Finans

Moody's tvivler på danske flekslån

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også